Fra 1. september 2024 indfører Aalborg Kommunes afdeling for byggeri en række ændringer i byggesagsbehandlingen, som skal hjælpe til at nedbringe lange sagsbehandlingstider.
– Den høje sagsmængde og den stigende kompleksitet har medført en generel stigning i sagsbehandlingstiden, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.
Nu bliver det nemmere at søge om byggetilladelse
– Derfor skærper vi nu vores opmærksomhed på at justere arbejdsprocesser og arbejdsgange, så arbejdet udføres så effektivt som muligt, så vi kan reducere sagsbehandlingstiden og som minimum overholde de fastsatte servicemål, tilføjer han.
Tager tid fra den egentlige sagsbehandling
Et af tiltagene er, at der indføres en månedlig ’fokusuge’, som betyder, at telefoner er lukket for personlige henvendelser til byggesagsbehandlerne, hvor de til gengæld har fokus på at udstede tilladelser og afslutte byggesager:
– Mange af de opkald, vi får, er opkald, hvor en borger eller en virksomhed vil høre, om vi har modtaget deres ansøgning, hvor langt de er på ventelisten, eller hvor langt vi er med sagsbehandlingen af deres sag. Vi vil altid gerne tale med vores ansøgere, men det er også den slags opkald, der desværre tager meget tid fra den egentlige sagsbehandling, som vi jo allerhelst vil bruge vores tid på, siger afdelingsleder for Byggeri Mette Hesthaven.
Sager vil uden videre blive afvist
Ifølge Mette Hesthaven kommer afdelingen også til at indføre skærpede krav til ansøgningsmaterialet.
Kortere ventetid på byggetilladelsen – men store kommunale forskelle
Det vil sige, at ansøgninger, der mangler oplysninger, som tydeligt er krævet efter lovgivningen – f.eks. en fuldmagt fra ejer eller en starterklæring fra en certificeret brand- eller konstruktionsrådgiver – uden videre vil blive afvist, og sagen vil blive lukket.
– Vi bruger rigtig mange ressourcer på at få indhentet det materiale, som skal indgå i en ansøgning om byggetilladelse og danne grundlag for bygningsmyndighedens vurdering af sagen. Den tid vil vi i stedet gerne bruge på sagsbehandlingen af de fyldestgørende ansøgninger, hvor ansøgerne har indleveret alt det materiale, som gør, at deres sag er klar til en egentlig myndighedsbehandling, siger Mette Hesthaven.