Ishøj Kommune Projektet Køge Bugt Marine Park har fået bevilliget ca. 10 mio. kroner fra Velux Fonden, som skal bruges til at etablere i alt syv menneskeskabte rev i Køge Bugt.
Overordnet skal de alle forbedre vandkvaliteten, øge biodiversiteten, styrke de lokale fiskebestande og give borgerne større indsigt i det maritime miljø.
– Lignende stenrev er også etableret andre steder i Danmark i de senere år, og de ser indtil videre ud til at være en succes. For eksempel er rev blevet bygget ved Als og Hundested, og her er stenrevene nu blevet hjemsted for tangskove. Desuden har forskerne registreret flere fisk i områderne, hvilket vidner om, at stenrevene har forbedret havmiljøet, fortæller Nikolaj Lundbak Mathiesen.
Han er naturvejleder i Ishøj Naturcenter, der skal være med til at etablere et rev i netop Ishøj, hvor kommunens naturvejledere vil få mulighed for at bruge revet til undervisning af børn, unge og interesserede borgere.
For eksempel kan børn og unge, som deltager i undervisning på naturcenteret, få muligheder for at udforske revet i våddragt og med snorkel – udstyr, som allerede findes i naturcentrets hytte ved stranden.
Fyrsten, som det bliver kaldt, vil bestå af store kampesten og forventes at stå klar i 2023.
– Fyrsten vil give os mulighed for at komme helt tæt på naturen og få nogle helt enestående førstehåndsoplevelser, som vil give vores børn og unge større forståelse for livet på havbunden, siger Nikolaj Lundbak Mathiesen.
Derudover vil Fyrsten også fungere som en ‘marin-nyttehave’, hvorfra eleverne kan ‘høste’ spiselig tang og muslinger.
Bag stenrevene står den frivillige forening Køge Bugt Stenrev, som samarbejder med blandt andet Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Københavns Universitet, WSP Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Den Blå Planet og kommunerne Stevns, Køge, Greve, Solrød og Ishøj.