Jorton bygger 324 DGNB-guld boliger for PFA i Slagelse

Behovet for nye familie- og ungdomsboliger er stort i byen, og derfor har pensionsselskabet investeret i et nyt kvarter, hvor totalentreprenøren opfører byggeri til et samlet boligareal på 15.611 m2.
Kvægtorvet ligger tæt på stationen, hvorfra der kun er en halv times transport til Odense og 55 min fra Københavns Hovedbanegård.
Kvægtorvet ligger tæt på stationen, hvorfra der kun er en halv times transport til Odense og 55 min fra Københavns Hovedbanegård.

Projektets parter

  • Bygherre: PFA
  • Projektudvikler og bygherrerådgiver: DEAS Asset Management
  • Totalentreprenør: Jorton
  • Arkitekt: Mangor & Nagel
  • Ingeniør: AB Clausen

De seneste år har Slagelse oplevet en stor befolkningstilvækst, og det har øget behovet for nye og gode boliger.

Derfor har PFA investeret i et nyt kvarter, hvor totalentreprenøren Jorton bygger 224 ungdomsboliger og 100 familieboliger med et samlet boligareal på 15.611 m2.

– Vi byder selv ind med en stor egenproduktion, der tæller betonarbejder og store dele af murer- og montagedelen. Samtidig har vi lokale kræfter med i form af vores projektleder, der er et bysbarn fra Slagelse og stadig bor i byen. Selv om vi er landsdækkende, er vi lokalt forankret, og det er en stor hjælp at have lokale med i projektet. De er jo investeret i byen på en helt unik måde, siger Søren Kühnell Døssing, der er regionschef hos Jorton Fyn.

Den gode samtale skal ikke underkendes

Martin Jepsen, der er salgs- og tilbudschef hos Jorton Region Fyn, indskyder også, at samarbejdet mellem byggeriets parter har ledt til en god projektstart:

– Bygherren har fra starten haft en pragmatisk tilgang til projektet og alle har været lydhøre overfor, hvordan vi bedst løfter denne sag. Man skal ikke underkende, hvor vigtigt den gode samtale er mellem byggeriets parter. I sidste ende er vi jo bare mennesker, der arbejder sammen, og derfor er mødet og dialogen mellem individer altafgørende.

Oprensning af grunden et projekt i sig selv

Han tilføjer, at forud for byggeriet har været et længere forløb med projektudvikling og fællesmodning, som DEAS Asset Management står i spidsen for:

– Det er derfor en milepæl, der nu nås efter oprensning af grunden og udførelse af al forsyning, som er et stort projekt i sig selv, men som gemmer sig under overfladen.

Højt ambitionsniveau hos alle parter

Helt centralt for byggeriet er også bygherrens store bæredygtige ambitioner, hvilket blandt andet giver sig til kende ved en målsætning om en DGNB-guldcertificering:

– Vi er begejstrede for, at bygherren vægter bæredygtigheden højt. At nå i mål med en DGNB-guldcertificering er ikke nogen simpel sag, og det kræver et højt ambitionsniveau hos alle parter. Men det er også med til at gøre det sjovt at tage på arbejde, når man skal udforske mulighederne for at trække byggeriet i en grønnere retning, siger Søren Kühnell Døssing.

Relateret indhold