Materialevalg
- Bygningerne vil blive udført på pladsstøbte fundamenter og kælder- samt terrændæk.
- Kældervægge af betonelementer og ydervægge af sandwichelementer, hvor yderste synlige del består af teglsten, glat- og afsyret beton forplade samt galvaniseret stålplader. A
- ltaner udføres i galvaniseret stål.
- Tagbelægninger udføres på betondæk med kileskåret isolering og tagpap.
- Vinduer og døre i facader er af aluminium og træ.
- Opgangsdøre og lejlighedsdøre etableres med elektronisk adgangskontrol. Boligerne opvarmes via vandbaseret gulvvarme og får trægulv.
- Projektet er baseret på Lokalplan 112 i Herlev Kommune.
Jönsson begynder nu byggeriet af et stort bolig- og erhvervsbyggeri i Herlev. Det foregår i en totalentreprise til 145 millioner kroner og er udviklet af Elf Development.
Det skriver Jönsson i en pressemeddelelse.
Projektet består af 4 dele. En boligbebyggelse på mellem fire og otte etager mod Herlev Ringvej med et tilhørende erhvervslejemål. Derudover skal et parkeringsanlæg delvist på terrænniveau og delvist som kælder, samt en mindre boligbebyggelse mod Hyrdindestien opføres.
Bebyggelsens friareal er hovedsageligt placeret over p-anlægget. Der skal i forbindelse med byggeprojektet udføres ny trappe/rampe til eksisterende tunnel. På terrænniveau mod Herlev Ringvej placeres en mindre butik.
Arkitekturen
Mod Herlev Ringvej har bebyggelsen variation i højde samt forskydning i plan. Mod Hyrdindestien fremstår bebyggelsen som et mindre punkthus. Der arbejdes med skift af mursten samt markering af indgangspartier.
– Det er en stor og spændende sag, som passer godt til vores kernekompetencer i Jönsson. Vi er rigtig glade for at være del af projektet, ikke mindst fordi vi er en del af et stærkt team, som gennem tæt fagligt samarbejde skal skabe nye moderne rammer for 85 familier, siger Dennis Evensen, projektchef i Jönsson Entreprise A/S.
Byggeriets placering tæt på den trafikerede vej stiller særlige krav til den logistiske planlægning. Jönssons projektledere har derfor i projekteringsfasen været dybt involveret i planlægningen af udførelsen.
Det forventes afsluttet i 2020.
