Elevatorskakte og trappetårne støbes lige nu til projektet Nyt Hvidovre Hospital, hvor Celsa Steel Service A/S leverer ‘Klip-og-buk’- armering til byggeriets første fase. Det fortæller Celsa Steel i en pressemeddelelse.
Lige til tiden
Rullerne leveres ud fra det såkaldte ‘Just-in-time’-princip, der medfører hurtig montering efter aflevering. Det skyldes, at pladsforholdene på byggepladsen er stærkt begrænsede.
– Vi har uddelegeret projekteringen til Celsa Steel Service for at spare tid på pladsen. Det er vigtigt at minimere risikoen for fejl og udsættelser, som kan blive virkeligt omkostningstunge ved leverancer som denne. Just-in-time-levering er nødvendig, da armeringen grundet den trange oplagsplads kun bliver oplagret kortvarigt på pladsen, for derefter at blive monteret samme dag eller få dage efter leverancen. Det er uhyre vigtigt, at alting sker i den rigtige rækkefølge, da udførelsen af etagedækkene er på kritisk tidslinje i forhold til færdiggørelsen, siger Jesper Damkjær Nørrelund, projektleder i LM Byg.
Leverancen bliver planlagt på fabrikken i Ølstykke, hvor der arbejdes med specificering af den projekttilpassede rullearmering til terrændækket og senere til etagedækkene.
Region Hovedstaden er bygherre på projektet, som omfatter i alt 32.500 m2 og en parkeringskælder på 7.750 m2 etageareal på et 66.000 m2 stort grundareal langs Holbæk-motorvejen. Nyt Hvidovre Hospital kommer til at rumme fælles akutmodtagelse, barselsafsnit, neonatal-afdeling, en ny børneafdeling, en ny hjertemedicinsk afdeling samt en ny hovedindgang for hele hospitalet.
Arkitektfirmaerne Schmidt Hammer Lassen Architects og Link Arkitektur er totalrådgivere, mens COWI A/S varetager rollen som bygherrera?dgiver på projektet.