En stigning på 60 procent i omsætning over fem år og en stigning i resultatet efter skat på næsten 400 procent.
Det kan man næppe kalde andet end en succeshistorie, og det er præcis, hvad man har formået i Aarsleff Rail – datterselskab til entreprenørgiganten Per Aarsleff A/S.Fornylig løftede selskabet sløret for sit årsregnskab 2017/2018, og her har man i 2018 nået op mod en milliard kroner i omsætning, mens resultatet efter skat lander på 37,2 millioner. Et ebit på 103 millioner. Administrerende direktør Thomas Mollerup sætter ord på succesen.
– Der har for det første været et politisk ønske om at fremme jernbanen, og det har vi formået at positionere os i forhold til. Samtidig har vi fokuseret på at holde alle relevante aktiviteter “in house” og kun bruge underentreprenører i tilfælde af spidsbelastning. Det er opskriften på vores resultat foruden en masse dygtige og dedikerede medarbejdere, siger han.
Banens altmuligmand
Det er kun få områder, som Aarsleff Rail ikke formår at byde ind på.
Virksomheden arbejder som underleverandør til Siemens på S-banens signelsystem, mens man leverer på opgaver indenfor både spor- og jordarbejde, konstruktion af broer, tunneller med videre, kørestrøm, sikringsarbejde og almindeligt elarbejde. Trods de gode takter spår Thomas Mollerup ikke noget nemt 2019.
– Lige nu ser vi en nedgang i antallet af opgaver. Vi afventer et valg og de politiske prioriteter, som følger med en valgsejr til den ene eller anden side. Det virker til, at det er vejene mere end banen, som står forrest i køen de kommende år, siger han.
Men Aarsleff Rail er ikke nødvendigvis underlagt det danske politiske klima alene.
– Regeringerne i Sverige og Norge har meldt ud, at der skal til at ske noget på jernbaneområdet i deres respektive lande. Det vil vi forsøge at byde ind på. Så selv om der formentlig vil komme en nedgang i aktiviteten i Aarslef Rail, ser vi ikke frem på en tom opgaveliste, siger direktøren.
Antallet af medarbejdere i selskabet er også gået markant frem – fra 329 i året 2013/2014 til i dag 470.