Jernlageret
- Omfang: 70.000 kvadratmeter bebyggelse, en bred havnekanal og nye byrum. Nordhavnen vil huse cirka 5000 beboere og bestå af en kombination af udlejningsboliger, erhverv, service, dagligvarer, butik og oplevelsespladser.
- Tidshorisont: Udviklingen af projektet blev påbegyndt i 2012 og forventes færdigudbygget i 2025
- Bygherre og totalentreprenør: Torntoft & Mortensen
- Arkitekt: Rum
- Ingeniør: Cowi
Torntoft & Mortensen har vundet byggeretten og udvikler i samarbejde med Rum og Cowi planen for et nyt byområde i Horsens, der vil være præget af nærheden til vandet. Projektet omfatter blandt andet etablering af en ny havnekanal, promenadeanlæg og integreret højvandssikring, infrastruktur og offentlige, rekreative byrum.
Bydelen vil bestå af forskelligartede bebyggelser med særegen identitet, og målsætningen er arkitektur af høj kvalitet: Karréen, Kanalhusene, Havnehusene og Pynten.
Horsens er i top-3 blandt landets hurtigst voksende byer. Selvom byen har profileret sig som kultur- og oplevelsesby og desuden har fokus på uddannelse, erhverv og handel, så vil Horsens også i fremtiden være en havneby.
By og havn bindes sammen
Jernlageret er det første store skridt i byudviklingen på Nordhavnen.
– Hele visionen for vores havn er at skabe det gode liv for alle vores borgere. Dette projekt lever til fulde op til byrådets overordnede målsætning, nemlig ‘Havnen tilbage til byen og byen tilbage til Havnen, siger borgmester Peter Sørensen (S), Horsens Kommune
I tæt samarbejde med Horsens Kommune og Green Sustainable Landscape udvikler T&M og Rum byrum med tæt kontakt til vandet.
Et 15 meter bredt promenadeanlæg vil forbinde den indre havn og byen med Jernlageret og de fremtidige udviklingsarealer på Havneøen. På promenaden bevæger man sig på kanten af det store havnerum. Skala og detaljering af promenaden forholder sig til den historisk industriprægede havn.
Havnepladsen udgør ‘hjertet’ i Jernlageret, som kobler havnekanalen med havnebassinet. Havnepladsens belægninger trappes ned i vandet og giver mulighed for at komme i helt tæt kontakt med vandet.
Gaderummene vil generelt fremstå grønne med større træer og kantstensparkering, som giver liv til gadebilledet.
– Det er visionen, at projektet formår at frigøre flest mulige af vandets potentialer ved, at der arbejdes med vandet som et gennemgående element på flere niveauer og flere skalaer, siger Claus Jensen, partner i Rum.