Hommelhoff-selskab skal udvikle havneprojekt i Hou

Odder Kommune sælger 15.000 kvadratmeter til Færgebyen ApS, der vil opføre boliger og erhverv på stedet.
Den hyggelige og autentiske stemning i Hou skal bevares. Illustration: Tegnestuen Flæks.
Den hyggelige og autentiske stemning i Hou skal bevares. Illustration: Tegnestuen Flæks.

Det bliver selskabet Færgebyen ApS, som er en del af Claus Hommelhoffs CBH koncern, der skal udvikle et nyt område på havnen i Hou ved Odder, hvorfra der er færge til både Samsø og Tunø. Odder Kommune har indgået en aftale med selskabet om at udvikle ca. 15.000 kvadratmeter.

Færgebyen får ret til at opføre 6.000 kvadratmeter boligbyggeri og 1.500 kvadratmeter erhvervsbyggeri på arealet. Handlen er betinget af, at byrådet godkender en lokalplan for hele området.

Enigt byråd bakker op

Det er et enigt byråd, der har valgt projektet blandt de to tilbud, der kom på havnearealet. Færgebyen blev valgt, fordi det bedst opfylder de kriterier, som Odder Kommune opstillede for området. Det handler om at understøtte et godt havne- og byliv med en mangfoldig anvendelse og en stærk arkitektur.

Hou ligger smukt mellem hav og skov, og man kan tage færgen fra Hou til Samsø eller Tunø.
Hou ligger smukt mellem hav og skov, og man kan tage færgen fra Hou til Samsø eller Tunø.

Tanken er også, at Hou Havn skal udvikles som en destination for hele Odder Kommune og for turister. Det har også været afgørende, at projektet sikrer et samspil med de eksisterende aktiviteter og virksomheder omkring havnen, herunder lystbådehavnen, Egmont Højskolen, Hou Maritime Idrætsefterskole og hele lokalsamfundet Hou.

CBH koncernen har gennem ejendomsselskabet Domis stor erfaring med ejendomsudvikling fra en lang række store projekter primært i Aarhus – blandt andet på Aarhus Ø, hvor teamet har arbejdet meget med midlertidigt byliv i forbindelse med Ø-haven og Havbanen.

Alle er inviteret

Udviklingen af Færgebyen er et samarbejde mellem køberen og tegnestue Flæks ud fra mottoet “mennesker før bygninger”.

Borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (til venstre) og partner i Domis Nicolai Hommelhoff har skrevet under på en aftale om at udvikle et område i Hou Havn. Foto: Odder Kommune.
Borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (til venstre) og partner i Domis Nicolai Hommelhoff har skrevet under på en aftale om at udvikle et område i Hou Havn. Foto: Odder Kommune.

– Vi er stolte af, at byrådet i Odder Kommune har valgt os og vores projekt Færgebyen. Vi glæder os til at fortælle mere om projektet og inddrage borgerne, og derfor inviterer vi til et offentlige møde, hvor hele byggeriet bliver præsenteret. Selv om vi ikke er en lokal virksomhed, så føler vi en stærk tilknytning til Odder Kommune, og vi har fulgt udvikling i Hou i mange år. Nu glæder vi os til for alvor at blive lokale og være med til at skabe de bedste rammer for et rekreativt liv i Hou, siger Nicolai Hommelhoff, der er medstifter og partner i Domis.

Projektet bliver præsenteret for alle interesserede på et møde i næste uge på Egmont Højskolen i Hou. Samme aften vil der blive præsenteret en gruppe, som skal følge projektet og indgå i dialog og sparring med Færgebyen Aps om udviklingen. Odder Kommune koordinerer arbejdet og både interessenter og borgere er repræsenteret i gruppen.

Nu glæder vi os til for alvor at blive lokale og være med til at skabe de bedste rammer for et rekreativt liv i Hou.

Relateret indhold