209 centimeter over almindelig vandstand. Så højt nåede vandet på et tidspunkt op i Sønderborg Havn under stormfloden i oktober 2023. Også flere diger og dæmninger langs kysten måtte lade vandet slippe igennem.
Sådan et scenarie skal undgås i fremtiden, og Sønderborg Kommunes Natur-, Klima- og Miljøudvalg har derfor godkendt de overordnede kystbeskyttelsesmetoder samt linjeføringen for anlæggene til stormflodsbeskyttelse af Sønderborg Havn.
Stormflodsbeskyttelsen skal beskytte op til kote +2,5 meter og kan forhøjes til kote +3 meter.
Vil hæve terrænet på Sundgade-siden
Den overordnede linjeføring for stormflodsbeskyttelsen skal gå fra Multikulturhuset til og med Sønderbro ved Rytterstatuen. På den anden side af vandet går stormflodsbeskyttelsen fra Alsion til og med To-øren ved Sundgade.
Top10: Største bygherrer i Region Syddanmark
Udvalget har også godkendt, at sikringen skal bestå af højvandsmure og diger. På Sundgade-siden kombineres muren med hævet terræn, som indgår i Sundgade-projektet.
– Stormfloden i oktober sidste år viste os, at fremtidens vejr kan få store konsekvenser for borgere og vores byer. Derfor er det vigtigt arbejde, vi har sat i gang. Det er også vigtigt, at der er opbakning til projektet af borgerne i området, da de også skal bidrage økonomisk til projektet. Hvis der er opbakning til projektet, vil der blandt andet blive lavet et forslag til en bidragsfordeling, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Skal være en arkitektonisk flot løsning
Sikringen skal skabe merværdi for området omkring Sønder Havnegade, hvor der bl.a. er et veludviklet caféliv. Næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Daniel Staugaard, siger:
– Havnefronten langs Alssund har stor betydning for Sønderborgs identitet og tiltrækker hvert år mange besøgende og turister. Så det bliver helt centralt i det videre arbejde, at der skabes en arkitektonisk flot løsning, siger Daniel Staugaard, der forventer en løsning, der udviser respekt for det eksisterende cafémiljø.
Træ omkranser Sønderborgs nye havnebad
Hvis der er tilstrækkelig interesse for projektet blandt beboere og lodsejere i nærmiljøet, udarbejder Sønderborg Kommune et konkret projektforslag samt udkast til en bidragsfordeling. Hvis der ikke er interesse for at arbejde videre med projektet, stilles det i bero, oplyser kommune.