Nu har brintleverandøren Everfuel og logistikcenteret Taulov Dry Port indgået en aftale, hvor Everfuel etablerer en brintstation, der kan leverer grønt brændstof til de transportvirksomheder i området, som jagter en mere bæredygtig profil.
Partnerskabet ligger i forlængelse af udviklingen af transportknudepunktet og af Trekantområdets vision om også at være fremtidens knudepunkt for produktion af grønne brændstoffer.
Man vil være fremtidens knudepunkt for grønne Power-to-X brændstoffer (PtX).
Den første af en række stationer til den tune transport
Everfuel bygger netop nu deres første PtX-anlæg i Fredericia, som vil producere grøn brint senere i år.
Og anlægget vil også levere brint til stationen i Taulov Dry Port, som dermed give logistikfirmaer mulighed for at tanke et brændstof, der ikke udleder CO2, og som er produceret af vedvarende energi.
– Det er en utrolig vigtig lokation for at sikre Everfuels udrulning af grøn infrastruktur til den tunge transport. Arealet til stationen er allerede klar til skalering og udvidelse i takt med efterspørgslen og omstillingen af vognmændenes flåder, siger Jacob Krogsgaard, grundlægger og CEO i Everfuel.
– Dette er blot den første af flere Everfuel stationer til tung transport, og vi glæder os over samarbejdet i Taulov Dry Port og vores partneres visioner for grøn transport i Danmark.
For de enkelte vognmænd vil tankningen af brint foregå, som de kender det fra tankning af fossile brændstoffer, og tage lige så kort tid.
Taulov Dry Port – et grønt transportknudepunkt
Det er de havnevirksomheden ADP og PFA som gennem joint-venture selskabet Taulov Dry Port samarbejder om at gøre Taulov til ét af Danmarks mest attraktive transport- og logistikområder. Og hvor man med eksisterende infrastruktur og nyopførte lager- og logistikejendomme satser på en klimafokuseret indsats.
– Flere af vores kunder i Taulov Dry Port vil inden længe være klar til overgangen til nye grønne brændstoffer som brint. Dette er et vigtigt skridt i, at logistikknudepunktet i Taulov bliver en afgørende del af den grønne omstilling, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.
Siden etableringen af Taulov Dry Port tilbage i 2017 har der været høje ambitioner om at være nyskabende i udviklingen af moderne lager- og logistikejendomme koblet til den mest centralt beliggende infrastruktur og med værdifulde og bæredygtige løsninger.
– Når vi i dag annoncerer et samarbejde med Everfuel om etablering af Danmarks største brintstation som en del af Taulov Dry Port, så kan man godt blive fristet til at sige, at Taulov Dry Port nu går forrest med grønne løsninger, som vi er overbeviste om, at vores omverden vil tage godt imod, siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port.