Det 10.258 m2 store campus i Masaka, Uganda er tegnet af Henning Larsen og den igangværende byggefase er realiseret med en finansiering på 800.000 kr. fra Rambøll Fonden samt 250.000 kr. fra Henning Larsen.
Det nye campus opføres efter enkle, repeterbare designprincipper, der prioriterer fleksibilitet og muligheden for løbende tilpasning. Ambitionen er at sikre, at byggeriet let kan udvides i takt med akademiets udvikling og fremtidige behov.
Lokale materialer og løsninger
Projektet lægger stor vægt på anvendelsen af lokale materialer og håndværk, blandt andet gennem samarbejdet med det ugandiske arkitektfirma Siimi Design Studio.
– Lokale udfordringer løses bedst med lokale løsninger. El Cambio Academy viser, hvordan design kan være både kontekstuelt og skalerbart, og hvorfor dét er vigtigere end nogensinde. Ved at samarbejde med ugandiske partnere og trække på deres omfattende viden om materialer og håndværk er vi i stand til at skabe varig effekt med beskedne midler. Resultatet er et sundt og modstandsdygtigt læringsmiljø, der kan vokse med fællesskabet, fortæller Jakob Strømann-Andersen, Director, Innovation and Sustainability, Henning Larsen.

Ydervæggene opføres med 400 mm tykke blokke i stampet ler, fremstillet af jord udgravet fra byggegrunden, og afsluttes med lerpuds, hvilket sikrer både termisk masse og lang holdbarhed.
Indvendige vægge bygges af soltørrede lersten og træ, mens tagene består af bølgeplader og lette træspær, kombineret med papyrusskærme, som bidrager til klimaskærmens ydeevne og æstetik.

Henning Larsens arkitektur åbner ny kirke mod hverdagen
For at tilpasse bygningerne til det varme og fugtige klima, integreres naturlig klimakontrol og passive ventilationsprincipper i hele campus. Saddeltagene muliggør søjleventilation og er udstyret med vævede træskærme, der følger taglinjen og fremmer luftgennemstrømningen.
Projektet prioriterer biobaserede materialer, hvor det er muligt, og beton benyttes primært til fundament og sokler, der hæver bygningen over jordoverfladen for at sikre modstandsdygtighed i regntiden.

Masterplanen omfatter blandt andet bygninger til grundskole og ungdomsuddannelse, en gymnastiksal, sovesale for både drenge og piger samt en række fleksible indendørs og udendørs læringsrum.
Centralt i området placeres en fodboldbane i fuld størrelse og en legeplads, som bliver omdrejningspunkt for det sociale og fysiske liv på campus.