Helsinge får 113 nye boliger i bymidten

Første spadestik er taget til boliger i Helsinge, som udplacerer rådhuset.
Helsinge får et stort og efter stationsbyens standarder højt byggeri. Foto: Kullegaard.
Helsinge får et stort og efter stationsbyens standarder højt byggeri. Foto: Kullegaard.

Der er stadig kul på i den storkøbenhavnske boligbranche, og i den forbindelse er Helsinge i Nordsjælland ingen undtagelse.

I provinsbyen har arkitekterne hos Kullegaard tegnet et nyt kompleks med 113 boliger på Møllebakken midt i byen og med udsigt til rådhuset. Det skriver Frederiksborg Amtsavis. Torsdag tog man første spadestik på projektet.

Det er starten på noget mere og en historisk dag for Gribskov.

Anders Gerner Frost, borgmester

– Det er starten på noget mere og en historisk dag for Gribskov, sagde borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov), og afslørede at han ser frem til 300 til 400 nye beboere midt i byen.

Og for stationsbyen Helsinge med godt 8000 indbyggere, er det noget af et projekt. Byggeriet bliver godt 16 meter på højeste sted, og da det er beliggende højt i landskabet, bliver det toppen på Helsinges skyline.

Boligerne var oprindelig planlagt med grønt tag. Det er nu rettet til sort, men ellers ligger tegningerne klar til at blive ført ud i livet.

De 113 boliger er alt fra et-værelses lejligheder og ungdomsboliger til større familieboliger på 115 kvadratmeter. Cirka 70 procent af de almene lejeboliger opføres som lejligheder og 30 procent som rækkehuse. Man forventer, at første nye lejer kan sætte nøglen i døren til sin bolig om cirka halvandet år.

Møllebakken har i øvrigt fået sit navn efter den mølle, som proprietær Niels Jonas Rundin i 1863 byggede bag den store gård, Toglerupgård. Sammen med møllen blev drevet korn- og foderstofforretning. Møllen blev nedrevet i 1966.

Det er et større områder, som skal bygges til. Foto: Kullegaard.
Det er et større områder, som skal bygges til. Foto: Kullegaard.

Relateret indhold