Grønt lys for 56 ældreboliger i Valby

fsb klar med projekt til 106 millioner kroner.
Københavns Kommune har nu sagt ja til, at boligselskabet fsb kan opføre 56 almene boliger til ældre med tilhørende servicearealer.
Københavns Kommune har nu sagt ja til, at boligselskabet fsb kan opføre 56 almene boliger til ældre med tilhørende servicearealer.

Københavns Kommune har nu sagt ja til, at boligselskabet fsb kan opføre 56 almene boliger til ældre med tilhørende servicearealer for 106 millioner kroner – også kaldet Huset William. Projektet erstatter et nu nedlagt plejehjem og skal ligge på Vigerslev Allé 169 i Valby.

fsb skal opføre et tidssvarende og velfungerende plejecenter, der skal danne rammen om gode og moderne boliger, og som også kan give området et løft blandt andet med et smukt haveanlæg. Også velgennemtænkte arbejdspladser for plejepersonalet er i fokus.

Opføres i fire etager

Plejecentret indrettes med fire grupper med gennemlyste fælles opholdsarealer, og boligdelen opføres i fire etager. Boligerne bliver med to rum og har adgang til enten privat have, altan eller fælles gårdhave.

Plejecentrets fælles serviceareal med blandt andet køkken, vaskeri og kontorer er placeret i en et-etages bygning, der omkranser et fælles gårdrum. Der kommer også fælles tagterrasse på taget af servicebygningen.

De 56 ældreboliger bliver på cirka 65 kvadratmeter, mens der er planlagt cirka 1.250 kvadratmeter til servicearealet. De ældre kan efter planen flytte ind i starten af 2019.

Relateret indhold