I september godkendte Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune, at der skulle udarbejdes en lokalplan for et nyt boligområde i Sønderborg med ca. 550 studieboliger og 32 familieboliger.
Nu har økonomiudvalget sagt ja til projektet, der skal etableres på en grund med en tidligere materialegård.
Samtidig har økonomiudvalget godkendt opførelsen af 62 nye familieboliger i Gråsten.

Grønt lys til 550 studieboliger i sønderjysk kommune
Det glæder borgmester Erik Lauritzen (S).
– Der er simpelthen tale om behov og efterspørgsel efter nye boliger i både Sønderborg og Gråsten. Vi oplever en stor tilgang af unge, der vælger at studere her, siger Erik Lauritzen.
I Sønderborg gennemføres projektet i samarbejde med Sønderborg Andelsboligforening og StudieBolig Syd. Boligerne forventes at stå klar til de første beboere fra studiestart 2028.
Sønderborg Andelsboligforening estimerer entrepriseudgiften til 542 mio. kroner.

Kommune sætter gang i lokalplan for boliger ved kaserne
I Gråsten er det Gråsten Andelsboligforening, der skal bygge familieboligerne. Andelsboligforeningen estimerer entrepriseudgifterne til 108 mio. kroner.
2.500 nye boliger inden 2030
Sønderborg Kommune har en målsætning om, at der skal bygges 2.500 nye boliger i kommunen inden 2030.
Set i det lys er næstformand i økonomiudvalget, Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti), godt tilfreds med de 644 nye boliger, der er på vej.

Kommune vil vokse: To nye boligområder på vej
– Det handler ikke kun om at bygge flere kvadratmeter, men om at sikre attraktive og varierede boliger, der matcher borgernes behov – uanset om man er ung, familie, senior eller tilflytter, siger Stephan Kleinschmidt og fortsætter:
– Vi gør det endnu mere attraktivt at bo og leve i hele kommunen. Det er en vigtig forudsætning for vækst, udvikling og et stærkt fællesskab i Sønderborg Kommune.