De samlede omkostninger ved boligbyggeri* faldt med 0,3 % i fjerde kvartal 2024 ift. kvartalet før.
Det viser det seneste byggeomkostningsindeks, som Danmark Statistik i dag har offentliggjort.
Nedgangen skyldes, at materialeomkostningerne er faldet med 0,3 %, mens arbejdsomkostningerne er faldet med 0,1 %.

Stigende materialepriser knuser drømmen om 163 almene boliger
Derudover viser tallene, at antallet af konkurser i aktive virksomheder i løbet af det seneste halve år i bygge- og anlægsbranchen ligger 17 % lavere end samme periode sidste år.

– Omkostningerne har stabiliseret sig, og det er godt nyt for branchen, for med det følger et fald i konkurserne, siger seniorøkonom Lasse Lundqvist fra Prognosecenteret.
Færre omkostningschok
Han uddyber, at de store udsving i priserne på byggematerialer og lønninger, som prægede markedet sidste år, nu altså ser ud til at have lagt sig således, at byggeomkostningerne kun stiger minimalt.

Og det giver byggebranchen en tiltrængt stabilitet efter en turbulent periode:
– At antallet af konkurser i byggebranchen er faldende, tyder på, at virksomhederne nu har bedre mulighed for at navigere i et mere forudsigeligt marked. Med færre pludselige omkostningschok kan flere byggevirksomheder holde sig oven vande.

Rejsetiden til storbyen har markant betydning for boligprisen
Lasse Lundqvist tilføjer:
– Den nuværende stabilisering kan skabe større investeringssikkerhed og mere ro i branchen fremadrettet. Når omkostningerne er mere forudsigelige, tør flere investere i nye projekter, hvilket styrker branchens vækstmuligheder.
*De samlede byggeomkostninger er en sammenvejning af indeksene for enfamiliehuse og etageboliger, som hhv. steg med 0,1 % og faldt med 0,6 %. Forskellen mellem de to boligtyper skyldes primært udviklingen i materialeomkostninger, som for etageboliger faldt med 0,8 %, mens de for enfamiliehuse steg med 0,1 %. Kilde: Danmarks Statistik.