Gefion Group sælger studieboligprojekt

Køberen er en dansk investor, som vil gennemføre det planlagte studieboligprojekt på Amager, som Gefion Group har udviklet og opnået byggetilladelse på.
I januar 2020 gav Københavns Kommune byggetilladelse til projektet. Illustration: Gefion Group.
I januar 2020 gav Københavns Kommune byggetilladelse til projektet. Illustration: Gefion Group.

Oliebladsgade 8:

  • Samlet areal: 2.782 kvadratmeter
  • Type: Studieboliger
  • Antal boliger: 84
  • Købt: 2018
  • Solgt: 2020

Gefion Group købte i 2018 ejendommen på Oliebladsgade 8 på Amager, der oprindeligt var arkiv for Handelsbanken, som senere blev til Amagerbank.

Ejendommen har i flere år stået tom, men siden opkøbet er tiden blevet brugt på at udvikle et studieboligprojekt for ejendommen. Nu har Gefion Group solgt hele projektet til en dansk investor, som ønsker at gennemføre studieboligprojektet.

Projektet skal resulterer i en attraktiv studieboligejendom med lyse og moderne studieboliger med eget køkken og bad og fælles lounge arealer med dobbelt højde til loftet. Studieboligerne får yderligere adgang til en større tagterrasse. Omkring ejendommen bliver grunden omdannet til en have med havemøbler placeret på græsarealerne med skyggerum fra større træer ud mod gaderummet. Derudover bliver der etableret parkering for cykler og biler.

Ny brug af gammel bankarkiv

Det er ikke tilfældigt, at ejendommen bliver omdannet til studieboliger. Både beliggenheden til diverse uddannelsesinstitutioner i København samt nærheden til metrostation, caféliv, fitness, indkøb og shopping gør området interessant for studerende. Ejendommen ligger blot 300 meter til nærmeste metrostation og 100 meter til Amagerbrogade.

– Oliebladsgade 8 har været et rigtigt spændende projekt for os at udvikle til studieboliger. Det er jo ikke hver dag, man får lov til at udvikle et tidligere bankarkiv til noget helt andet. Ejendommen har sjovt nok vist sig, at den egner sig usædvanlig godt til studieboliger, siger administrerende direktør i Gefion Group, Thomas Færch.

Relateret indhold