Frihedsmuseets budget overskredet med 15 procent

Der var samlet afsat cirka 95 millioner kroner til projektet, men nu løber det op i næsten 110 millioner kroner.
Mette Bock har knapt sat sig i stolen som kulturminister, før hun må tage sig af sager som at bede om flere penge til opførelsen af Frihedsmuseet. Foto: Lars Krabbe.
Mette Bock har knapt sat sig i stolen som kulturminister, før hun må tage sig af sager som at bede om flere penge til opførelsen af Frihedsmuseet. Foto: Lars Krabbe.

Næppe har den nye kulturminister Mette Bock sat sig i ministerstolen, før hun må rette henvendelse til Folketingets Finansudvalg med ønske om yderligere millioner kroner til genetablering af Frihedsmuseet.

Der er tale om en forhøjelse af totaludgiften for statens bidrag på næsten 15 procent fra 95,1 millioner kroner til 109,3 millioner kroner.

Efter Frihedsmuseets brand i 2013 blev det besluttet at genetablere museet på samme sted i Churchillparken med respekt for de bevaringsværdige omgivelser. Der blev dengang afsat 63,7 millioner kroner til formålet fra Statens side. Dertil kommer yderligere 30 millioner kroner i fondsbidrag til genetablering af museet.

Under jorden

Lundgaard & Tranberg Arkitekter vandt projektkonkurrencen i 2015 med et projekt, hvor størstedelen af museet placeres under jorden. Der er gennemført flere hydrologiske undersøgelser af byggefeltet for at få klarhed over jordbundsforholdene med henblik på at minimere de samlede anlægsomkostninger.

Det har vist sig, at jordbundsforholdene er mere problematiske end først antaget, og der på trods af den hævede bundkote er behov for tiltag som grundvandssænkning og etablering af et grundvandskontrolanlæg i forbindelse med byggeriet.

Dyrere arkæologi

De lovbestemte arkæologiske undersøgelser i forbindelse med byggeriet vil desuden blive fordyret som følge af uventede arkæologiske interesser på byggefeltet. Med den nye viden om jordbundsforholdene er der tale om en såkaldt våd udgravning og dermed vanskeligt at håndtere arkæologien inden for den hidtidige økonomiske ramme, oplyser den nye minister.

Merudgifter går til grundvandshåndtering 9,6 millioner kroner, grundvandssænkning og reinfiltrering 6,7 millioner kroner samt rådgiverudgifter og diverse med 2,9 millioner kroner. Merudgiften til arkæologi løber op i 4,6 millioner kroner.

Relateret indhold