Hallen, som vi kender den, er på vej til at uddø. Nutidens idrætscentre skal kunne rumme flere muligheder, end et rektangulært trægulv byder på. Det mener Danmarks førende leverandør af idrætsprojekter, Virklund Sport, som oplever en markant efterspørgsel på multifunktionelle haller til forskellige former for sport og bevægelse.
– I de seneste år er både de private og offentlige kunder begyndt at se vores katalog som et ideark i stedet for en liste af endelige løsninger. Vi fungerer ikke kun som leverandør, men i stigende grad også som rådgiver. De efterspørger særligt multihaller, der med et legende tilsnit kan skabe bedre forhold til forskellige grupper af idrætsformer. Den klassiske hal skal gentænkes, fordi den byder på alt for meget dødplads. Nu skal der skabes små rum til fysisk udfoldelse – eksempelvis ved at bruge væggene til forskellige stationer til styrketræning og motorik, fortæller Lucinde Albrecht, projektdesigner ved Virklund Sport.
30 mio. til gode ideer
At idrætsforeninger og andre aktører ønsker den gammeldags hal forvandlet til en udfordrende multihal, bevidner Lokale- og Anlægsfondens indsats, ‘Nye tider – Nye haller’.
Fonden har sat 30 millioner kroner på højkant til de mest kreative og interessante bud på morgendagens idrætshal. Virklund Sport og Lucinde Albrecht blev kort tid efter igangsættelsen af konkurrencen kontaktet i forbindelse med et projekt, der forsøger at få del i midlerne til en ny hal.
– Vi har fået de første forespørgsler, men forventer os langt flere i de kommende måneder. Det er tydeligt, at idrætsforeninger og skoler gerne vil sige farvel til de gamle haller og har brug for hjælp til at kvalificere projekterne, så de kan komme i betragtning til denne pulje. Vi har stor erfaring med at udvikle unikke idrætshaller, og i at stille de rigtige spørgsmål, som guider kunderne til den optimale halløsning, siger Lucinde Albrecht.
Mest tilgængelige hal
Et af de seneste projekter, som Virklund Sport har været involveret i fra ide til eksekvering, er Muskelsvindfondens skelsættende multihal ved feriecenteret Musholm på Storbæltskysten ved Korsør.
Idrætshallen er målrettet bevægelseshæmmede børn og voksne og byder blandt andet på stor klatrevæg, svævebane og klatrenet helt oppe under loftet. Virklund Sports tekniske afdeling har derudover specialudviklet en hæve-sænke-bænk til omklædningsrummene, der gør det nemmere for kørestolsbrugere at være mobile og selvhjulpne.
– Vi har haft et fortrinligt samarbejde med Virklund Sport. Rådgivningen omkring kvalitetsudvikling og forædling af idrætsudstyret har været god. I samarbejde med arkitektfirmaet har Virklund Sport fundet de helt rigtige løsninger, der tilsammen gør Musholm til verdens mest tilgængelige feriecenter for børn og voksne med muskelsvind og andre handicap, fortæller Henrik Ib Jørgensen.