Fremtidens boliger til voksne med autisme bygges på Færøerne

Med autismebofællesskabet i Rygsá på Færøerne er aarhusianske Cubo Arkitekter med til at skabe et bofællesskab for 24 voksne med autisme. Målet er at forene oplevelsen af hjemlighed med særlige fysiske rammer og samtidig sikre gode arbejdsforhold for bofællesskabets personale.
Autismebofællesskabet i Rygsá på Færøerne vil stå færdigbygget i efteråret 2027.

Indtil nu har Færøerne ikke haft tidssvarende botilbud til voksne med autisme. Disse borgere har hidtil boet i flere mindre bofællesskaber, der som udgangspunkt ikke har været indrettet specifikt til målgruppen. Derfor har Almennaverkið (socialministeriet) med Landsverk (bygningsstyrelsen) som rådgiver besluttet at opføre et moderne bofællesskab, som tegnes, bygges og indrettes i tråd med den nyeste viden på området samt med afsæt i erfaringer fra lignende bofællesskaber i Danmark.

Til denne opgave har man engageret aarhusianske Cubo Arkitekter og færøske EYA Arkitektar.

Indsamling af viden

Arkitekterne har sammen med bygherre gennemført studieture i både Danmark og på Færøerne for at høste viden om andre bofællesskaber og for at komme i tæt dialog med personalet disse steder.

– Vi har erhvervet god indsigt og efterfølgende arbejdet efter et bærende princip om fleksibilitet i designet samt i indretningen af det nye bofællesskab. Nogle beboere trives f.eks. bedst ved at have fuld afskærmning og bufferareal mellem bolig og fællesområder, mens andre har det godt med mere direkte samvær. De fleste mennesker med autisme har brug for rolige og forudsigelige omgivelser, men fælles for gruppen er også behovet for klar zoneopdeling, et varieret layout og overskuelighed i alle sammenhænge, fortæller Rune Riis, arkitekt og partner hos Cubo Arkitekter i Aarhus.

Med udgangspunkt i indsigten om målgruppen har Cubo Arkitekter således designet et byggeri med 24 boliger, der kan tilpasses beboernes individuelle behov og forskellige stadier i livet, så de kan blive boende uanset alder. Huset organiseres med fire bo-enheder, der bliver fordelt over to plan, samt et tredje plan til servicefunktioner.

Boligerne på plan 2 orienterer sig mod havet, mens plan 3 er rettet mod et afskærmet uderum, der vender ind mod fjeldet.

I den enkelte bo-enhed kan boligerne skærmes helt eller delvist fra hinanden, og det har i den sammenhæng også været et væsentligt princip, at boligerne ikke ligger ovenpå hinanden, fordi beboerne typisk vil være sensitive over for støj fra en over- eller underbo. Hver bo-enhed disponeres med centralt placeret opholdsrum og køkken samt med diskrete bufferzoner i forhold til boligerne.

– Vi har arbejdet med muligheden for at underopdele fællesarealerne i mindre zoner, så beboerne enten kan spise sammen i helt små grupper eller alene, ligesom vi meget bevidst har tegnet udearealer, der består af mindre afgrænsede verdener, fortæller Christian Hartvig Larsen, der er arkitekt hos Cubo og projektleder på byggeriet.

Også en arbejdsplads

En del af EYA og Cubo’s opgaver har desuden været at skabe rammerne for en god arbejdsplads, hvor byggeriet i sig selv kan bidrage til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Hele byggeriet er fordelt på tre plan, hvor de to øverste som nævnt indeholder boliger og fællesområder for beboerne. Det lavest liggende plan rummer – udover bofællesskabets hovedindgang – storkøkken, vareindlevering, personalegarderobe mm. Dermed får man adskilt funktionalitet og hjemlighed på en klart afgrænset måde.

– At forene beboernes behov for hjemlighed med de krav, personale stiller til en velfungerende arbejdsplads, er en velkendt udfordring, når man skal opføre velfærdsinstitutioner. Ved at adskille husets servicefunktioner som storkøkken, depot, personalerum mv. i et separat plan, har vi allerede løst en stor del af denne opgave, fortæller Christian Hartvig Larsen.

13 meters niveauforskel

Det har også været en spændende udfordring for arkitekterne, at bofællesskabet skulle etableres på en grund i Rygsá med 13 meters niveauforskel.

– Det er en interessant opgave at skabe et sammenhængende byggeri over så stort et landskabsspring. Vi har disponeret projektet, så bygningerne lægger sig i landskabet som en række enfamiliehuse i to etager, hver med adgang til egen have og med udsigt over det færøske landskab. På denne måde bliver hver bolig et roligt og selvstændigt univers, men stadig med mulighed for forbindelse til fællesskabet, forklarer Christian Hartvig Larsen.

Et særligt greb er bufferzonerne omkring boligerne. For udenforstående kan det lyde som en ligegyldig detalje, men ifølge Christian Hartvig Larsen er det vigtigt for mennesker, der lever med autisme.

– Overgangen fra bolig til fællesarealer eller fra bolig til udeareal vil for nogle af de kommende beboere være en grænse, der hver gang skal overskrides, både mentalt og fysisk. Indenfor arbejder vi derfor med bufferzoner og afskærmning, og udenfor bliver byggeriet konstrueret med store tagudhæng. Så når en beboer træder udenfor sin bolig, befinder han eller hun sig først i ly af udhænget, før udearealet indtages.

Bofællesskabet opføres på denne grund i Rygsá, hvor terrænet skråner 13 meter, og hvor udsigten er mageløs.

Byggeperiode på halvandet år

Selve byggeriet af de 24 boliger igangsættes i januar 2026, og det i alt 2100 kvadratmeter store byggeri forventes at stå færdigt i september 2027. Det arkitektoniske formsprog med saddeltag og kviste er med til at udtrykke bolig fremfor institution. I materialevalget lægges der vægt på robusthed, lav vedligeholdelsesgrad samt bekæmpelse af støj mellem boligerne og bofællesskabets andre arealer.

Cubo Arkitekter har trukket på erfaringen fra lignende byggerier i Danmark, men har også været opmærksomme på, at bofællesskabet skal forankres i en færøsk kontekst. I den sammenhæng bliver byggeriet beklædt med træ og malet i jordfarver, tagene belægges med aluminium, som kan modstå det saltholdige havklima, og udearealerne anlægges med hårdføre, velkendte og afprøvede plantearter, der trives i det færøske klima.

Autismebofællesskab i Rygsá

  • Bygherre: Almennaverkið (det færøske socialministerium).
  • Bygherrerådgiver: Landsverk (svarer til Bygningsstyrelsen i Danmark).
  • Arkitekt: Cubo Arkitekter og EYA Arkitektar.
  • Konstruktionsingeniør: Verkfo.
  • Byggestart: Januar 2026.
  • Færdiggørelse: September 2027.
  • Størrelse: 2.100 kvadratmeter med 24 boliger.
  • Designprincip: hjemlighed, mulighed for afskærmning, lyd- og lysforhold til målgruppen, fleksibilitet i indretning, adgang til udearealer, robusthed, bygbarhed/ økonomi

Andre projekter fra Cubo Arkitekter:

Udvidelse af Glyvra Skúli

Som bygherrerådgiver har Cubo i samarbejde med den færøske rådgiver RAD gennemført en grundig værdi- og behovsafklaring samt udarbejdet byggeprogrammet til en forestående arkitektkonkurrence.

Udvidelsen af Glyvra Skúli omfatter integrering af Fritidsskolen, en ny idrætshal, eventuelt et industrikøkken til skolemad, samt nye lokaler til Musikskolen, som planlægges indrettet i Fjósið. De eksisterende bygninger fra 1950’erne skal renoveres med respekt for deres oprindelige arkitektoniske udtryk. Skolens samlede areal forventes udvidet fra ca. 2.400 kvadratmeter til mellem 9.000 og 10.000 kvadratmeter.

Plejecenter ved Stórubrekka

Cubo Arkitekter har flere projekter på Færøerne; her er det et nyt plejecenter med 64 plejeboliger, som opføres på klipperne ved Stórubrekka i det nordlige Thorshavn. Stórubrekka Plejecenter opføres med Cubos lokale samarbejdspartner EYA Arkitektar og forventes at stå færdigt i 2027.

Relateret indhold