Scandi Byg kunne tidligere på året meddele, at virksomheden som den eneste byggevirksomhed i Danmark har opnået grundlicens til svanemærket modulbyggeri, og i uge 47 var de første moduler med Svanemærket således klar til at blive monteret i Lejre, tæt ved Roskilde.
Modulerne udgør en del af EcoVillages nye bofællesskab Skråningen, som i alt kommer til at bestå af cirka 100 moduler og bliver en del af et helt koncept med bæredygtige økolandsbyer.
I bofællesskabet søger beboerne således at leve bæredygtigt både socialt, økologisk og kulturelt, hvilket blandt andet betyder, at boligerne bliver lavenergiboliger bygget af miljørigtige materialer, mens beboerne kan nyde godt af eksempelvis økologisk fællesspisning, elbilsdeleordning og køkkenhaver.
– Hele tankegangen bag konceptet er at skabe økolandsbyer, hvor miljø, bæredygtighed og fællesskab er i højsædet. Alt lige fra dele-plæneklippere og -motorsave til solceller og byggematerialer er tænkt ind i økosamfundet, fortæller stifter af EcoVillage-konceptet, Rikke Amalie Søndler.
Hun mener at Scandi Bygs svanemærkede modulbyggeri et et rigtig godt match, da byggemetoden lever op til de skrappe krav til byggematerialerne, der indgår i byggeriet, byggeprocessen og det færdige byggeri.
– Samtidig er det væsentligt for os, at boligerne har en grad af fleksibilitet, så vi let kan justere boligerne, og her er der nogle helt klare fordele forbundet med modulbyggeri, siger hun.
Beboere med et anderledes fokus
Til trods for, at Scandi Byg altid har haft et stort fokus på bæredygtighed, så er EcoVillages bofællesskab Skråningen dog et helt særligt projekt for virksomheden:
– Bæredygtighed har altid været en del af vores DNA, og vi har derfor også haft mange kunder, der vægter det højt. Dog skiller Skråningen i Lejre sig ud, da det ikke kun er bygherren, der fokuserer på miljøet, men også i høj grad beboerne, fortæller Scandi Bygs projektleder Martin Nilsson og fortsætter:
– Typisk oplever vi, at beboerne stiller krav til overflader som eksempelvis køkken, trapper, fliser og andet. Men i det her tilfælde vil de også gerne vide detaljer om husets tilblivelse, CO2-udslip og byggematerialer, og det har været med til at gøre det til et rigtig spændende projekt for os, da der stilles krav fra beboerne, som vi ikke tidligere har oplevet på samme måde.
Ifølge Scandi Bygs administrerende direktør, Thomas Raunsbæk, er certificeringen et stort skridt på vejen ikke alene for Scandi Byg, men også for byggebranchen, da det kan bidrage til, at bæredygtigt byggeri kommer tættere på at være en naturlig del af alle byggeprojekter:
– Vi har gennem mange år haft fokus på bæredygtigt byggeri, og derfor har certificeringen heller ikke krævet radikale ændringer for os, men blot at vi skal være bedre til at dokumentere det. Nu har vi fået papir på det, og det kan forhåbentlig bidrage til, at bæredygtigt byggeri snart bliver mainstream i branchen, lyder det fra Thomas Raunsbæk, der glæder sig over, at de første svanemærkede moduler nu er blevet monteret.
Projektet, som Casa er totalentreprenør på, forventes at være indflytningsklar medio 2019, hvor der udover de 46 boliger også vil være eksempelvis cykelarealer og et stort fælleshus med blandt andet swimmingpool, kontorlokaler, teenageværelser og andet.