Forkert udførte brandlukninger kan koste region 22 mio. kr.

To virksomheder, der har stået for fejlbehæftede brandlukninger på Regionshospitalet Gødstrup, er gået konkurs. Regionen må selv finde 22 mio. kr. til at udbedre fejlene.
Foto af en væg hvor der stikker flere typer rør og ledninger ud. to af dem har en lille mærkat
Brandlukninger er skjulte lukninger af rør og elektriske installationer, som går igennem væggene. De skal bl.a. sikre, at varme og røg ikke spreder sig i bygningen. Foto. Regionshospitalet Gødstrup.

En række såkaldte brandlukninger er blevet forkert udført i forbindelse med opførelsen af Regionshospitalet Gødstrup, viser en gennemgang. Flere af disse brandlukninger er lavet af entreprenører, der nu er gået konkurs.

Det er to af flere entreprenører, der er gået konkurs, og regionen vil derfor selv skulle finansiere en del af det arbejde, der skal rette op på fejlene. Derfor ser det midtjyske regionsråds Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg på sit kommende møde ind i en anlægsbevilling på 22 mio. kr. Pengene skal bruges til udbedring af de byggetekniske forhold, fortæller formand Henrik Gottlieb.

Læs også

Afsætter 90 mio. kr. til nyt sygehuslager – 6 km væk

– Det har desværre vist sig, at en række virksomheder ikke har udført deres arbejde godt nok. Der hvor det har været muligt, har vi selvfølgelig sendt reklamationer til de virksomheder, for at få dem til at udbedre det. Der hvor det ikke er muligt, må vi desværre selv finde penge til at få tingene bragt i orden. Uanset hvad er der behov for en anlægsbevilling, så vi hurtigst muligt kan få udbedret alle forhold.

Skal leve op til specifikke krav

Brandlukninger er skjulte lukninger af rør og elektriske installationer, som går igennem vægge. For at disse kan leve op til de byggetekniske krav, er der specifikke krav til bl.a. fugemasse og isoleringsmaterialer.

Læs også

Chok! Sundhedshus færdigt til tiden og indenfor budget

Brandlukningerne skal bl.a. sikre, at varme og røg ikke spreder sig i en bygning. De indgår som en del af en lang række af såvel bygningstekniske som beredskabsmæssige elementer af brandsikkerheden på et hospital, heriblandt automatisk brandalarmanlæg og et automatisk sprinkler- og brandslukningsanlæg.

Udbedret om et års tid

Der er nu lavet en plan for at få udbedret de forkert udførte brandlukninger i tæt dialog med en certificeret brandrådgiver og lokale brandmyndigheder. Samtidig er regionen i dialog med de entreprenører, der har udført arbejdet – og som ikke er gået konkurs.

Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg behandler punktet om anlægsbevilling på sit møde d. 4. december 2024. Herefter behandler regionsrådet sagen d. 18. december.

Læs også

Sætter gang i arbejdet med 40 mio. kroners byrum centralt i Herning

Forventningen er, at alle brandlukninger er udbedret med udgangen af 2025.

Relateret indhold