Når Trigon Fonden bygger en helt ny bydel i Lille Skagen kommer det også sclerose- og kræftpatienter til gode.
Det er bestyrelsesformanden for Trigon Fonden, Karsten Bøgh, der står bag initiativet.
– Vi bygger to nye huse, der bliver fantastiske for patienterne at opholde sig i. Moderne, men samtidigt tro mod Skagens arkitektur. Tæt på havet og naturen. Det bliver virkelig et sted med plads til en pause fra sygdommen, og hvor jeg håber, at familierne kan være sammen uden for mange bekymringer, siger Karsten Bøgh.
Afbræk i hverdagen
Området i Skagen, hvor Trigon – ud over de to huse – er i gang med at bygge flere huse, bliver et område med Skagen-stemning, som man kender det fra områderne Vesterby og Østerby. Det bliver områder, der lægger op til social fællesskabsfølelse med åbne forhaver og små veje, der bugter sig.
– Vi er meget beærerede over den flotte gave. Trigon Fonden gør det muligt for en lang række af vores medlemmer at komme på ferie i de skønne huse i Skagen. Vores medlemmer har ofte en hverdag præget af sygdommen, og denne mulighed kan give dem et afbræk fra hverdagen. Det har stor betydning for mennesker med sclerose i Danmark, at de får en mulighed som denne, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Det er ikke kun Scleroseforeningen, der er glade for intiativet – det er Kræftens Bekæmpelse også.
– Vi er meget taknemmelige for den rørende gestus fra fondens side. At kunne opholde sig i et dejligt hus i Skagen vil for mange kræftpatienter og deres familie give et tiltrængt frirum i en krævende tid med kræft, siger Bo Andreassen Rix, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte, Kræftens Bekæmpelse.