Fokus på kollisionskontrol betaler sig

Med sine 100.000 kvadratmeter har Carlsberg Byen dannet ramme om kollisionskontrol i en skala, som er et særsyn i Danmark.
I Carlsberg Byen har Rambøll stået for koordineringen af fagområder med mere end 80 projektmedarbejdere. Pressefoto.
I Carlsberg Byen har Rambøll stået for koordineringen af fagområder med mere end 80 projektmedarbejdere. Pressefoto.

I Carlsberg Byen er det markante 100 meter høje Bohrs tårn ved at skyde op. Tårnet ligger i Carlsbergs Byggefelt 8, hvor der foruden tårnet bliver bygget undervisningsfaciliteter, butikker, kontorer og boliger.

Rambøll har været primær ingeniørrådgiver for NCC, der er totalentreprenør på det 100.000 kvadratmeter store projekt. Rambøll har lavet 3D-projektering på hele projektet med detaljerede modeller af både konstruktioner og installationer.

Den systematiske brug af kollisionskontroller har højnet kvaliteten af projektet og har sikret et velkoordineret projekt med få fejl på pladsen.

Troels Hoff, BIM ansvarlig i Rambølls forretningsenhed Byggeri.

Systematisk brug

Ved en kollisionskontrol undersøger man eksempelvis, om der er installationer, der kolliderer med bygningens konstruktioner. Det sikres også, at der er sammenfald mellem dør- og vinduesåbninger i arkitektmodellen i forhold til konstruktionsmodellen. Endelig kontrolleres det, om der er de fornødne respektafstande eksempelvis mellem elektriske installationer.

– Lige fra starten af hovedprojektet har kollisionskontrollerne været bygget ind som en naturlig del af tidsplanen. Den systematiske brug af kollisionskontroller har højnet kvaliteten af projektet og har sikret et velkoordineret projekt med få fejl på pladsen, siger Troels Hoff, der er ansvarlig for Building Information Modelling (BIM) i Rambølls forretningsenhed Byggeri.

Hovedparten af Rambølls byggeri-projekter projekteres i 3D og Solibri Model Checker anvendes til kollisionskontrol for at sikre god koordinering på tværs af fag.

– Generelt er der færre fejl under byggeriets udførelse, når man har lavet 3D kollisionskontrol. Det gælder både for små og store projekter. Skønsmæssigt vurderes systematisk kollisionskontrol at give en besparelse i størrelsesorden 5-10 procent. Med en byggesum på over 1 mia. kroner bliver det til en del, siger Troels Hoff.

Værdi for alle parter

For driftsherren er det en hjælp, at driften kan inddrages tidligt i processen og sikre at installationer placeres hensigtsmæssigt i forhold til drift og vedligehold. Driftsdata kan også lægges ind i modellerne og overføres til kundens drift- og vedligeholdelsessystem ved projektets afslutning.

For entreprenøren er det en fordel at kunne bygge videre på 3D-modellerne i forhold til planlægning og økonomistyring. Kollisionskontrollen sikrer samtidig entreprenøren bedre koordinerede projekter med færre fejl på pladsen, hvilket gør det nemmere at overholde tidsfrister og økonomiske rammer.

Relateret indhold