For 16 år siden blev Køge Kyst-projektet lanceret i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg. Nu har Køge Kyst indgået en betinget købsaftale med projektudviklerkoncernen FB Gruppen om byggeri på alle de resterende byggegrunde i Stationsområdet og på Søndre Havn i Køge – og det er den største samlede købsaftale i projektets historie.
– Køge er en udviklingsorienteret vækstkommune, og vi ser frem til samarbejdet om at forløse det potentiale, der er i Køge Kyst-projektet, siger adm. direktør i FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig.
– Ambitionen om en helhedsorienteret tilgang med blandede boliger, erhverv og grønne områder i attraktive byrum, der appellerer til fællesskaber for beboerne og brugerne, er et stærkt match med de værdier og ambitioner, vi selv stræber efter, når vi byudvikler.
Sidste lokalplan fuldender transformationen af Køges Søndre Havn
Aftalen omfatter den nordligste del af den tidligere industrihavn Søndre Havn, hvor FB Gruppen skal bygge otte karréer, og den sydlige del af Stationsområdet, som i dag er parkeringsplads.
Begge områder skal udvikles med boliger og erhverv ifølge aftalen, som blot er betinget af, at der udarbejdes lokalplaner.
Butikker og caféer i stueetagen
Med den nye aftale har parterne givet håndslag på at skabe et eksempel på, hvordan der kan arbejdes med god kvalitet i by, byrum og boliger. Bl.a. er det aftalt, at det nye byggeri skal opføres til en DGNB Guld-certificering og dermed opfylde kriterier inden for både miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.
Derudover skal de nye erhvervsvirksomheder, som byggeriet på Søndre Havn skal indrettes til, bl.a. omfatte udadvendte tilbud som f.eks. butikker, restauranter eller caféer i stueetagen. Den forreste del af karréerne ud til inderhavnen bliver reserveret til kontorerhverv, mens boligerne trækkes tilbage fra havnen for at gøre det mest muligt fredeligt at bo i området.
Byudvikling: Esbjerg skal være stærk, grøn og attraktiv – i 2050
Byggeriet går efter planen i gang i maj 2025 og varer frem til 2031. Det omfatter ca. 48.000 m2 boliger inkl. fællesfaciliteter og ca. 17.000 m2 erhverv, hvoraf mindst 2.500 m2 er publikumsvendt.
Byggeriet i Stationsområdet forventes opført i 2028-30 og består af ca. 6.000 m2 boliger og 500 m2 erhverv.
Drømmen om en moderne middelalderby lever. Kan stå færdig i 2031
Købsaftalen betyder samtidig, at en planlagt underføring for fodgængere og cyklister under jernbanen midt i Køge anlægges inden for de kommende fire år. Dette projekt har været sat i bero, fordi det krævede flere indtægter fra grundsalg at realisere underføringen.