Et vigtigt projekt: Sikrer havnefront mod voldsomt vejr

Risikoen for oversvømmelser bliver større i fremtiden. I Sønderborg har de nu taget næste skridt mod et tiltrængt kystbeskyttelsesprojekt, der skal sikre havnefronten på begge sider af Als Sund.
Det gik hårdt for sig og mange kommunale og borgeres værdier blev ødelagt, da Sønderborg Havn blev ramt af stormflod i oktober 2023. Nu skal havnefronten sikres for at kunne modstå fremtidens forventeligt vildere vejr. Foto: Sønderborg Kommune.

Området omkring Sønderborg Havn er et af de områder, som er særligt udsat, når ekstremt vejr rammer Danmark. Det kunne f.eks. mærkes d. 21. og 22. oktober 2023, hvor en stormflod ramte byen. Vandet i området nåede visse steder op på mere end 210 centimeter over normal vandstand.

Veje og stier af både asfalt og grus blev ødelagt. Bl.a. gik det hårdt ud over Gendarmstien, den 84 km lange vandrerute, der går fra Padborg til Høruphav på Als. Vandet efterlod ødelagte bænke, skilte, trapper, fortove, kystsikring, offentlige toiletter og badebroer samt skadede elinstallationer og gadebelysning.

Læs også

Ramt af stormflod: Nu skal stormflodsanlæg forhøjes

Situationen var så slem, at Sønderborg Kommune – i lighed med de ligeledes hårdt ramte kommuner Aabenraa og Haderslev – efterspurgte økonomisk hjælp til den da aktuelle situation og for at undgå fremtidige alvorlige vejrhændelser.

Siden er der blevet arbejdet på et kystbeskyttelsesprojekt, der skal sikre havnefronten. I juni 2024 godkendte Natur-, Klima- og Miljøudvalget de overordnede kystbeskyttelsesmetoder og linjeføringer for kystbeskyttelsesanlæggene af Sønderborg Havnefront på både Als- og Jyllandssiden.

Et vigtigt projekt

Nu har udvalget godkendt, at forvaltningen skal udarbejde et oplæg for den videre prioritering af et fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt. Oplægget skal indeholde forslag til skitseprojekt, udkast til bidragsfordeling, forventet økonomi samt rammerne for næste etape af projektet.

Læs også

Diger og højvandsmure skal beskytte Præstø mod vildt vejr

Næstformand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Daniel Staugaard, siger:

– Kystbeskyttelsen er et vigtigt projekt for Sønderborg By, for det skal beskytte byens og borgernes værdier. Derfor kommer kommunen til at løfte det økonomiske sammen med lodsejere, som også skal bidrage med deres andel til finansieringen.

Natur-, Klima- og Miljøudvalget har tidligere godkendt den overordnede linjeføring for stormflodsbeskyttelsen. Den skal gå fra Multikulturhuset til og med Sønderbro ved Rytterstatuen. På den anden side af vandet går stormflodsbeskyttelsen fra Alsion til og med To-øren ved Sundgade.

Relateret indhold