E&P skal opføre nybyggeri til over en kvart milliard

Projektet omfatter en 5-etages bygning med 8.500 etagemeter og skal rumme et døgnbemandede botilbud.
COO Morten Enkebølle, Enemærke & Petersen. Foto: Enemærke & Petersen.

MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen har gennem partnerskabet ByK & Trust indgået aftale om at projektere og opføre et nybyggeri på Sluseholmen i Københavns Sydhavn.

Der er tale om en totalentreprise med en samlet værdi på 263 mio. kroner, hvor arbejderne indledes i september 2025 og ventes afsluttet i april 2028.

Læs også

Vinder udbud fra Metroselskabet til 900 millioner

Kontrakten er indgået med Københavns Kommunes bygherreenhed, Byggeri København (ByK), på vegne af Socialforvaltningen.

Projektet omfatter en 5-etages bygning med 8.500 etagemeter inklusive kælder. Ca. 7.000 etagemeter skal rumme et botilbud, mens resten af arealet skal rumme erhverv, teknik og kælder.

Overskuelige, harmoniske og trygge rammer

Det døgnbemandede botilbud vil henvende sig til voksne, som er i et midlertidigt eller permanent trænings- og rehabiliteringsforløb, efter de har pådraget sig en moderat til svær hjerneskade. Botilbuddet vil omfatte 64 boliger samt fællesfaciliteter til beboerne og servicearealer til personalet.

– Vi glæder os til at videreføre det tillidsfulde samarbejde med kommunen, dens rådgivere og vores partnere i dette projekt, som er det hidtil største i ByK & Trust-partnerskabet, siger COO Morten Enkebølle, Enemærke & Petersen.

Læs også

Enemærke & Petersen vinder renovering til 378 millioner

Han tilføjer:

– Vores fælles mål er at skabe en bygning af høj arkitektonisk og materialemæssig kvalitet, som opfylder beboernes behov for overskuelige, harmoniske og trygge rammer, samtidig med at personalet får gode muligheder for at hjælpe og støtte beboerne.

Målet er, at bygningen skal certificeres til DGNB Guld.

Læs også

E&P lander overskud på 131 millioner kroner

Videre oplyses, at ordren ikke påvirker MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 mia. kroner og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kroner.

Siden 2016 har Enemærke & Petersen arbejdet sammen med Københavns Kommune i flerårige byggepartnerskaber. Først i ByK med Trust (Trust I), det første strategiske partnerskab i byggebranchen, og nu i ByK & Trust (Trust II), hvor de øvrige deltagere er Dominia, Kragh & Berglund, Lytt Architecture, Norconsult, Nøhr & Sigsgaard, Rekommanderet og Sweco.

Relateret indhold