Siden 2016 har Enemærke & Petersen arbejdet sammen med Københavns Kommune i flerårige byggepartnerskaber. Først i ByK med Trust (TRUST I), det første strategiske partnerskab i byggebranchen, og nu i ByK & Trust (TRUST II), hvor de øvrige deltagere er Dominia, Kragh & Berglund, Lytt Architecture, Norconsult, Nøhr & Sigsgaard, Rekommanderet og Sweco.
Nu har MT Højgaard Holdings ene forretningsenhed gennem partnerskabet indgået nye aftaler om at opføre botilbuddet Rønnebo i Brønshøj og botilbuddet Jagtvej på Nørrebro i København.
Begge botilbud opføres i totalentreprise med en samlet værdi på 320 mio. kroner.
Enemærke & Petersen vinder renovering til 378 millioner
Arbejderne på botilbuddet Rønnebo omfatter opførelse af ca. 6.300 m2 fordelt på 64 boliger fra januar 2026 med forventet aflevering i maj 2028.
Boligerne indrettes med en række fællesfunktioner og henblik på at skabe det bedste miljø for beboere med psykiske lidelser og sociale vanskeligheder. Som led i projektet har ByK & Trust bidraget til lokalplansprocessen og udvikling af helhedsplanen for området.
Forud for opførelsen har Enemærke & Petersen stået for nedrivning af eksisterende bygninger i samarbejde med Københavns Kommune, ByK & Trust og øvrige aktører i branchen om genbrug af betonhuldæk og vidensdeling på området.
Trækker på erfaring
På Nørrebro indledes arbejderne på botilbuddet Jagtvej allerede i efteråret 2025 med forventet aflevering i november 2027.
Her opføres ca. 2.700 m2 fordelt på 24 boliger henvendt til udsatte borgere.
Byggeriet opføres med et udeareal, der deles mellem botilbuddet og et offentligt tilgængeligt byrum med boldbane. Forud for etablering af botilbuddet har Enemærke & Petersen nedrevet en bygning med fokus på at genbruge materialer, der er sendt til recirkulering i Københavns Kommunes øvrige byggeprojekter.
E&P fylder 50 år: ”Vi er vokset op med, at byggeriet hele tiden forandrer sig”
– Vi ser meget frem til at fortsætte det gode samarbejde i ByK & Trust-partnerskabet med disse to botilbud til borgere, der har brug for trygge rammer og boliger af høj kvalitet. Vi vil trække på vores erfaringer på området, hvor vi også tidligere på efteråret indgik aftale i ByK & Trust om at projektere og opføre et døgnbemandet botilbud på Sluseholmen i Københavns Sydhavn, siger COO Morten Enkebølle, Enemærke & Petersen.
Enemærke & Petersen skal bygge skole for 158 mio. kr.
Ordren påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 mia. kroner og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kroner.
