Ejendomsudvikler vil opføre nye boliger i Vejle

NRE Denmark har sammen med A.F. Holding købt en ejendom og planlægger at opføre lejligheder, der skal bidrage til byens fortsatte vækst og udvikling.
Den eksisterende bygning på Enghavevej 10 huser kontor og klinik, men skal omdannes til boliger. Visualisering: Arkitema.

I et fælles jointventure selskab annoncerer NRE Denmark og A.F. Holding købet af ejendommen Enghavevej 10 samt tilhørende byggeretter på Boulevarden i Vejle.

Med investeringen planlægger de sammen at opføre moderne lejligheder, der vil bidrage til byens fortsatte vækst og udvikling.

Sælger af ejendommen er Latinerparken, Vejle.

Læs også

Renovering af ikonisk parkeringsplads snart i udbud

Projektet omfatter udviklingen af fire nye punkthuse med lejeboliger i mindre størrelser, som er målrettet universitetsstuderende, singler eller par.

Den eksisterende bygning på Enghavevej 10, som i dag huser kontor og klinik, vil blive transformeret som en del af den samlede udviklingsplan i henhold til lokalplan 1368.

Lægehuset vil fortsat være lejer i ejendommen, oplyses det videre.

Fokus på udvikling i større byer

– Vejle er en by i rivende udvikling med en attraktiv beliggenhed og et stort potentiale. Med dette opkøb ønsker vi at bidrage positivt til byens udvikling ved at skabe flere attraktive og moderne boliger i hjertet af Vejle, siger ejendomsdirektør Jonas A. Olesen, NRE Denmark.

– Projektets centrale placering, tæt på både natur og byliv, er ideel for fremtidige beboere.

Læs også

92 mio. kroner skal sparke liv i danske bymidter

Samtidig understreger investeringen NRE Denmarks strategi om at fokusere på udvikling af boligejendomme i større byer i Danmark samt videreføre en filosofi om at investere sammen med gode samarbejdspartnere.

Boligerne forventes at være klar til indflytning ved studiestart i august 2027.

Relateret indhold