Svanemærket, LCA, ESG, DGNB- og Cradle to Cradle-certificering.
Ambitionen om at opnå en mere bæredygtig profil i byggebranchen kan til tider synes som at træde ind i en regeljungle, hvorfor der animeres til præcise og tydelige formuleringer, når branchens mange aktører begiver sig ud i feltet med de mange retningslinjer, krav og vejledninger.
Læs også: ‘Sætter barren meget højt’ i revideret DGNB-certificering
Netop denne udfordring måtte Dansk Standard senest erkende i forbindelse med deres byggevejledning DS/INF 1990, der giver myndigheder, bygherrer og projekterende mulighed for at inddele diverse konstruktioner i konsekvensklasser.
På baggrund af en henvendelse i sensommeren 2023 blev Dansk Standard nemlig gjort opmærksom på, at den føromtalte vejledning blev opfattet som et decideret krav fra dele af branchen – og det tager standardiseringsorganisationen så konsekvensen af nu.
Således præsenterer Dansk Standard nu flere rettelser i DS/INF 1990-vejledningen for at tydeliggøre, at der netop kun er tale om en vejledning.
For at tydeliggøre den vejledende funktion for DS/INF 1990 har man på det konkrete plan redigeret ordet ‘skal’ ud af teksten, og derudover er der også foretaget yderligere indgreb i vejledningen.
Under afsnittet ‘Baggrund og formål’ uddybes det yderligere, at der også er tale om en anbefaling, når der opfordres til at foretage en teknisk-faglig vurdering af byggeriet, inden denne inddeles i de såkaldte konsekvensklasser.
Læs også: Ny guide forenkler ESG-rapportering
Foruden småændringer i formuleringer angående forsamlinger, erhverv og bolig er der også sket justeringer i vejledningens tabel 2, der har vist sig at danne grundlag for de fleste af misforståelserne. Herunder har man ændret tallene for bygningsdybderne, samtidig med at det understreges, at det er tilladt at afvige fra niveauerne i den respektive tabel.
Skal skabe mindre materialeforbrug
– Det har aldrig været meningen, at tabel 2 skulle anses for at være et krav. Vi har taget kritikken til os og ændret på det, så det er blevet meget tydeligere, at der er tale om en vejledning, siger Erling Richard Trudsø, seniorkonsulent i Dansk Standard, og fortsætter:
– Det helt centrale i DS/INF 1990 om indplacering af konstruktioner i konsekvensklasser er, at det er en vejledning, som man kan læne sig op ad. Derfor kan man altid vælge at benytte en teknisk-faglig vurdering i sine overvejelser omkring muligheden for at anvende en lavere konsekvensklasse, hvilket betyder mindre materialeforbrug til gavn for mere bæredygtigt byggeri.
Læs også: Forbrugerombudsmanden: Pas på med at bruge ordet ‘bæredygtig’
Dansk Standard har løbende været i dialog med Social- og Boligstyrelsen ift. de nye ændringer, og de er efterfølgende blevet godkendt i udvalget for last og sikkerhed, der består af 22 forskellige aktører i byggebranchen, samt i Eurocodes Forum.