DSV’s hovedkvarter vinder In-situ Prisen

Nordjyske DS Flexhal har været totalentreprenør på DSV's nye hovedkvarter i Hedehusene, der har vundet In-situ Prisen 2015. Hovedkvarteret er tegnet af PLH Arkitekter.
DSV's hovedsæde i Hedehusene gør stor brug af in-situ støbt beton i mange af byggeriets facetter. Foto: Jan Broch Nielsen.
DSV's hovedsæde i Hedehusene gør stor brug af in-situ støbt beton i mange af byggeriets facetter. Foto: Jan Broch Nielsen.

Entreprenørvirksomheden DS kan sammen med PLH Arkitekter fejre, at de sammen har skabt årets byggeri i pladsstøbt beton. Vinderne af In-situ Prisen 2015 blev afsløret på Bæredygtig Beton-konferencen, og kåringen vækker stor glæde hos entreprenørfirmaet.

– Vi er utroligt stolte over at være en del af vinderprojektet i samarbejde med PLH Arkitekter og DSV. For en lille nordjysk virksomhed som vores er det en stor anerkendelse at vinde i sådan et flot og stærkt selskab, siger Asbjørn Henriksen, som har været projektchef på projektet for DS Flexhal.

For en lille nordjysk virksomhed som vores er det en stor anerkendelse at vinde i sådan et flot og stærkt selskab.

Asbjørn Henriksen Projektchef, DS Flexhal

DSV?s nye hovedkvarter er primært udført i in-situ støbt beton i stueetagen, med blandt andet indvendige skift i terrænniveau og en trappe. Byggeriet byder blandt andet på den smukt svungne in-situ støbte receptionsskranke og en næsten svævende skillevæg, som ligeledes er støbt på stedet. Også de udendørs belægninger er in-situ støbte med kostede overflader.

I fornemt selskab

Udover DSV-hovedkvarteret var to andre projekter nomineret til dette års pris. Det var betonramblaen hos Novo Nordisk i Bagsværd og det store uddannelses- og forskningsbyggeri Navitas på havnen i Aarhus. Ifølge Jesper Gottlieb, som er formand for bedømmelseskomitéen for In-situ Prisen, så demonstrerer alle de nominerede projekter mulighederne med in-situ beton på bedste vis.

– Årets tre nominerede byggerier er funktionelle og elegante løsninger, som spænder vidt og præsenterer in-situ betonens formbarhed og smukke finish på bedste vis. Samtidig viser løsningerne, at in-situ betonens fordele gælder, hvad enten vi taler om bygning eller landskab, siger formand for bedømmelseskomitéen, Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects.

In-situ Prisen uddeles hvert år af Dansk Beton Fabriksbetongruppen og gives til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale.

Tidligere modtagere af In-situ Prisen tæller blandt andet Moesgaard Museum ved Aarhus, Den Blå Planet i Kastrup og Skateparken i Fælledparken.

Relateret indhold