“Det er jo ikke Harlem”

Gellerupparken, Vollsmose, Mjølnerparken. Og Resedavej/Nørrevang II.

Det sidste navn er måske ikke lige så velkendt som de første tre, men det er ikke desto mindre på regeringens ghettoliste, der blev udsendt tidligere på måneden. Området ligger i den nordligste del af Silkeborg og opfylder med nød og næppe tre ud af de fem ghettokriterier.

– Når jeg kigger ud af vinduet, ser jeg ikke en ghetto. Jeg vil kalde det en almindelig fungerende boligafdeling. Det er jo ikke Harlem, siger Joan Nielsen.

Hun er bestyrelsesformand for repræsentantskabet hos boligforeningen AAB Silkeborg og har samtidig boet på Resedavej i 40 år.

– Da jeg først hørte det, blev jeg selvfølgelig ked af det, men jeg havde nok desværre forventet det, for vi har i mange år været et socialt udsat område, siger Joan Nielsen.

Problemerne findes

Området er åbent og lyst, selvom det på dagen er et kedeligt gråvejr. Der er åbne græsområder midt imellem blokkene, hækkene er klippede og vedligeholdte, og der hænger julepynt i en del af vinduerne. Lejlighederne blev renoverede for otte år siden med nye skærmtegl og altaner.

Generelt er Resedavej pænt, men konturerne af et socialt udsat boligområde er der også. Efter en gåtur blandt blokkene opdager man hurtigt, at der er flere tørklæder end i et klassisk, dansk villakvarter. Og så er der tomme indkøbsvogne over det hele, som dog alle er placeret tæt på indgangene ved de forskellige blokke. Rema 1000, Aldi og Lidl ligger lige i nærheden.

– Vi ved godt, vi har nogle problemer. Det anerkender vi også, og det ville være tåbeligt, hvis ikke vi gjorde. Men der er stadig stille og fredeligt i området. Jeg ser os overhovedet ikke som en ghetto, siger Joan Nielsen.

Netop den utryghedsskabende kriminalitet var da heller ikke et af de ghettokriterier, området levede op til.

Resedavej/Nørrevang II, der i daglig tale bare hedder Lupinvej, er to selvstændige boligafdelinger, men de er ofte slået sammen som ét. Ved renoveringen blev begge afdelinger renoveret ens, og beboerhuset er også fælles, omend det stadig er bygget op på en sådan måde, at det stadig kunne deles i to, hvis de to afdelinger skulle blive uvenner med hinanden.

Der skal nye folk til

De første med udenlandsk pas kom til området, da den nu lukkede fabrik Neckelmann, der producerede polyesterfibre, hentede jugoslaviske arbejdere til byen. I de senere år kom indvandrere fra Irak og Syrien til, da området blandt andet er et af de billigste i Silkeborg. For tiden er der heller ingen lejeledighed.

– Vi kan ikke stå og sige til folk, at de ikke kan bo her, fordi de er på kontanthjælp, men det kan måske blive en løsning. Vi skal have en anden beboersammensætning. Jeg er ked af at sige det, men det er, hvad det handler om, så man igen kan komme under grænsen for ikke-vestlige indvandrere, siger Joan Nielsen.

Folk rundt omkring forstår det da heller ikke. Når bestyrelsesformanden møder bekendte på stierne eller i kulturhuset over en kop kaffe, ryster folk det da også af sig med det samme.

– Det er en flot ghetto, synes du ikke, siger en fra boligforeningen, da han bliver præsenteret for Dagens Byggeri. Det flugter også med Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V), der har kaldt det for “måske en af de mest velfungerende ghettoer i Danmark”.

Men prædikatet er nu engang klistret på. Det næste år er det kommet for at blive. Hvis området i fire sammenhængende år lever op til kriterierne, bliver det stemplet som en hård ghetto.

– Det, jeg kan være nervøs for, er at der kommer tomme lejligheder, fordi man ikke ønsker at bo i en ghetto. Ordet har en negativ klang. Det håber vi ikke på kommer til at ske, siger Joan Nielsen.