Selvom svarene på spørgsmål om brandkrav og brandsikkerhed er i bygningsreglementet, kan det for mange arkitekter, byggerådgivere og entreprenører uden særlig uddannelse i brandforhold være svært at finde dem.
Derfor lancerer DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) nu et nyt AI-værktøj, Fire Assistant:
– Vi har udviklet Fire Assistant, fordi vi er et videnshus. Som GTS-institut er vi med til at stille teknologisk infrastruktur til rådighed, og det gælder naturligvis også digitale løsninger, siger markedschef for byggeri i DBI, Brian Vestergaard Jensen.
Få formuleret mail-svar til kunden
AI-værktøjet er udviklet til, at man kan slå op i sit bibliotek med alle relevante tekster om brandforhold ifm. bygningsreglementet BR18.
Den er bl.a. designet til at tage højde for anvendelseskategori og bygningshøjde i det konkrete byggeprojekt, før den giver svaret, der kommer sammen med en henvisning til det relevante tekstafsnit.
Efter Børsen: Arbejdsgruppe skal undersøge brandsikring i historiske bygninger
Og jo flere oplysninger om byggeriet den får, jo bedre svar giver den:
– Fire Assistant svarer kvalificeret ud fra konteksten, og den er ligeglad med stavefejl, og om du skriver redningsluger i stedet for redningsåbninger. Ja, faktisk kan du også bede den om at formulere svaret direkte som et email-udkast til den kunde, du løser opgaven for, siger Brian Vestergaard Jensen.
Ny klimaaftale overser brandsikkerheden
Han tilføjer:
– På den måde kan den også fungere som en ’digital kollega’ for de mere erfarne brandrådgivere, der gerne lige vil tjekke, om deres svar på et spørgsmål også tager udgangspunkt i den samme tekst, som Fire Assistant henviser til.
’Skriv en brandstrategi’
Fire Assistant vil med tiden blive koblet op på DBI’s retningslinjer og vejledninger samt øvrigt alment teknisk fælleseje inden for brand. Derudover er der planer om at lade assistenten kigge ned i de tusinder af rådgivningsopgaver, som DBI’s brandrådgivere gennem årene har hjulpet kunder med.
Op til 1.100 grader – stort energiprojekt stiller høje krav til brandsikkerheden
GDPR
Fire Assistant overholder GDPR og kører i et lukket miljø, hvor DBI hverken deler spørgsmål eller kommende brugerprofiler med nogen. Al kommunikation med løsningen er krypteret.
Tilsammen åbner det helt nye perspektiver for, hvad værktøjet vil kunne bruges til, fortæller Brian V. Jensen:
– Vi er i fuld gang med at automatisere opgaverne i brandklasse 2, og allerede nu kan Fire Assistant bestå den skriftlige del af eksamen på BK2-moduluddannelsen. På længere sigt er ambitionen, at assistenten skal kunne promptes med f.eks. ’skriv en brandstrategi for et skolebyggeri i to etager’ – og derefter levere et brugbart resultat.
Fire Assistant introduceres som en betaversion, der i en testperiode kan anvendes gratis og uden login.