Efter godt 16 år med stigende mængder flasker og dåser er Dansk Retursystem vokset ud af sine nuværende rammer. Virksomheden bygger derfor en ny og mere tidssvarende højautomatiseret fabrik i Høje Taastrup, som dagligt skal håndtere den østdanske del af de 3,5 millioner tomme emballager.
Virksomheden har netop indgået et samarbejde med DS Flexhal, som bliver totalentreprenør på opførelsen af den ny fabriksbygning i Høje Taastrup med fire nye sorteringshaller, som skal understøtte fremtidens pantsystem.
Den nye bygning består af i alt 13.498 etagekvadratmeter fordelt på fire store haller samt et indskudte dæk i den ene af hallerne. Bygningen bliver næsten 12 meter høj. Alt bliver opført i totalentreprise af DS Flexhal.
Med tanke på omgivelser og miljø
Ved byggeriet er der tænkt på omgivelser og miljø, både i byggefasen og i fabrikkens virke fremover. Således bliver bygningerne placeret tilbagetrukket fra et eksisterende regnvandsbassin på grunden, så området omkring bassinet kan bruges som rekreativt område af beboere og virksomhedens medarbejdere.
Arkitektur og indretning har været et væsentligt element i den nye fabrik, hvor der er lagt vægt på, at bygningerne integreres i de omkringliggende omgivelser og fremstår med et rent udtryk.
Projektet sætter i gang med detailprojektering til september, og byggeriet skal stå endeligt færdigt i februar 2020. Dermed er den nye fabrik også klar til at kunne tage imod genanvendelige flasker og dåser med saft og juice, som miljøministeren tidligere på sommeren annoncerede, at der kommer pant på fra 2020.
DS Flexhal overtager som totalentreprenør alle beskrivelser af projektet fra bygherrens rådgivere, Rambøll og Aarstiderne Arkitekter, og leverer derefter samtlige arkitekt- og ingeniørydelser som projekteringsledelse, projektering, byggeledelse, fagtilsyn og konsulentydelser ved opførelsen af den nye fabrik.