Om projektet
- Bygherre: NPV
- Arkitekt: Arkitema Architects
- Ingeniør: Søren B. Nielsen
- Rådgivende Ingeniørfirma
- Totalentreprenør: Casa A/S
KØBENHAVN: Det går stærkt med anlæggelsen af Enghave Brygge Kanalby, som etableres i disse år på seks kunstige øer. Det er ganske vist svært at se ret meget af det eksklusive byggeri gennem disen, denne meget mørke og regnfulde decembereftermiddag, hvor Dagens Byggeri besøger Casa’s byggeplads på Tangholm.
Tangholm er en af fire boligøer i området som Casa har totalentreprisen på. Kærholm blev afleveret i 2017, Lyngholm i foråret 2020, og Nobelholmen og Tangholm afleveres i 2021.
Logistikken er blevet mere krævende sidst i byggeperioden (…) i takt med at bygningerne skød op og der blev gravet kanaler ud rundt om byggeriet.
Projektdirektør Sten Haudrum, Casa A/S
– Her på Tangholm er byggeriet inde i sidste fase, og vi er i gang med en løbende aflevering, som afsluttes til sommer, fortæller projektdirektør Sten Haudrum, Casa.
God udsigt til alle
Tangholm har med den yderste placering i vandet en af de absolut bedste beliggenheder i den nye kanalby. Øen er den største af fire boligøer med i alt 264 lejligheder fordelt i syv bygninger mellem 5 og 8 etager. Hver bygning har sit eget arkitektoniske udtryk, og de bygges helt tæt sammen og danner en slags hestesko med et stort grønt gårdrum i midten, som åbner sig ud mod vandet. Den opbygning giver den eftertragtede udsigt til vandet fra stort set samtlige boliger.
Under bygningerne er der desuden etableret 8.000 kvadratmeter parkeringskælder.
– En anden entreprenør udførte opfyldning og efterfølgende spunsning, inden der blev pælefunderet og opbygget bundplade. Efterfølgende overtog Casa, og det er gået ret godt gennem hele forløbet, for vi er et par måneder forud for tidsplanen, siger projektdirektøren til Dagens Byggeri.
Han står i spidsen for byggeriet, hvor der foruden Casas funktionærer har været mellem 100 og 150 timelønnede i gang gennem de meste af byggeperioden.
God plads blev mindre
Selvom byggeriet langt hen ad vejen er kørt lige efter bogen, har der naturligvis været nogle udfordringer, som skulle håndteres løbende.
– Logistikken er blevet mere krævende sidst i byggeperioden. Vi havde sådan set god plads i begyndelsen, men i takt med at bygningerne skød op og der blev gravet kanaler ud rundt om byggeriet betød det, at det var vigtigt virkelig at gennemtænke tilkørsel af materialer, maskiner og den slags, siger Sten Haudrum.
Nogle af de andre tætliggende øer er allerede beboet, og derfor har det også været vigtigt at tage så mange hensyn som muligt til disse beboere.
– Det er altid en svær øvelse at bygge i et beboet område, for en byggeplads vil uundgåeligt været et forstyrrende element. Men generelt er det også foregået uden problemer, selvom jeg da tror, at naboerne glæder sig til vi bliver helt færdige, lyder de fra projektdirektøren.