Så tidligt som i slutningen af 2022 kan beboere ifølge planen flytte ind i knap 80 nybyggede, bæredygtige boliger i Ballerup. Casa forventer nemlig at kunne indhente byggetilladelse i efteråret 2021, da der allerede foreligger en lokalplan for området.
– Ballerup er et af de mest attraktive områder i Storkøbenhavn. Vi har haft et positivt samarbejde med Lundgrens, som har repræsenteret sælger, der har gjort det muligt for begge parter at gennemføre en godt salgsforløb, siger administrerende direktør i Casa, Torben Modvig.
Virksohmeden er i øjeblikket i dialog med flere mulige slutinvestorer, der kan overtage det nøglefærdige projekt.
Bæredygtig ejendomsudvikling
Byggeretten på Høje Haver tæller 6200 kvadratmeter, der skal udnyttes til lejeboliger. Det kommende byggeri skal DGNB-certificeres og helst i kategorien guld.
– Vi har strategisk fokus på at udvikle bæredygtige bolig-, erhvervs- og byområder. Det er både til gavn for de mennesker, der til daglig benytter byggeriet, og for hele det omkringliggende samfund, forklarer Torben Modvig.
Købet af Høje Haver er blot det seneste i rækken af et større antal ejendomsudviklings- og boligprojekter, Casa har startet op i Storkøbenhavn. Virksomheden udvikler i forvejen blandt andet milliardprojekterne på Sdr. Ringvej i Brøndby. Boligerne i Kirkebjergområdet DGNB-guld certificeres ligeledes.