C.F. Møller-tilbygning skal være et landemærke

Et nyt sengeafsnit til Haraldsplass Sygehus i Bergen skal være et landemærke-byggeri føjet ind mellem fjeld og elv. C.F. Møller har tegnet udvidelsen, der nu rejser sig i sin fulde højde.
Udvidelsen, der skal rumme 170 sengepladser, ligger mellem fjeld og elv. Illustration: C.F. Møller Architects.
Udvidelsen, der skal rumme 170 sengepladser, ligger mellem fjeld og elv. Illustration: C.F. Møller Architects.

Grundstensnedlæggelsen er nu overstået på det nye sengeafsnit til Haraldsplass Sygehus i Bergen, som C.F. Møller Architects har tegnet. Nybyggeriet, der tilføjer 170 nye sengepladser til det eksisterende Haraldsplass Sygehus, ligger ved foden af fjeldet Ulriken og med Møllendalselven foran. Det fortæller C.F. Møller på sin hjemmeside.

Det nye byggeris mål er at tilbyde den indlagte patient en tryg base i gode og hyggelige omgivelser. Blandt andet ved at det bliver enkelt at orientere sig i det nye sygehus.

Sengeafdelingerne er placeret rundt langs to store overdækkede atrier, der danner rammen om to forskellige fællesarealer: Et offentligt ankomstrum med reception, café og opholdsområde og et mere privat rum kun for patienter og deres gæster. Atrierne sørger for, at der trækkes dagslyset ind i bygningen.

Alle patienter får adgang til udsigten over dalen og byen, fordi nybygningen følger Møllendalselvens forløb og slår et knæk i facaden.

Landmark-byggeri

Et andet væsentligt sigte med byggeriet er, at det med sin placering bliver et landmark-byggeri for Haraldsplass Sygehus og i tillæg til dette bliver en indgangsport til hele sygehuskomplekset.

– Ambitionen har været at skabe et meget humanistisk sygehusbyggeri med udgangspunkt i vores erfaringer med helende arkitektur og i det arbejde udnytte den unikke beliggenhed og samtidig gøre det nye sygehus til et sted i sig selv, hvor det er rart at være for både patienter, pårørende og medarbejdere, siger Christian Dahle, som er arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects i Oslo.

Passer ind

Det nye byggeris facader får en materialitet, der harmonerer med den eksisterende bygningsmasse, men afspejler samtidig det nutidige i nybyggeriet. Facaderne mod det eksisterende byggeri mod øst, syd og nord samt “rammen” i vest bliver beklædt med hvid fiberbeton. Vinduesrammerne bliver i træ og refererer til vinduesrammerne i det eksisterende byggeri.

Vest-facaden på det nye sengeafsnit danner front og indgang til hele komplekset og skal give et varmt og imødekommende udtryk, der også spiller sammen med nybyggerier på Årestadsveien. Den udføres med en træbeklædning, der fremstår varieret og understreger bygningens karakter.

C.F. Møller har har blandt andet tegnet Akershus Universitetssygehus i Norge og en akut og infektionsklinik i Sverige, som begge blandt andet har modtaget en Building Better Healthcare Award for Best International Design. Pågående arbejder omfatter blandt andet Springfield University Hospital i England, det danske supersygehus Aarhus Universitetshospital i Danmark og tidligere i år vandt C.F. Møller en international konkurrence i Tyskland om udvidelsen af det fredede RWTH Universitetshospital i Aachen.

Byggeriet rejser sig nu i sin fulde højde. Foto: C.F. Møller Architects.
Byggeriet rejser sig nu i sin fulde højde. Foto: C.F. Møller Architects.

Relateret indhold