Om rapporten
- I rapporten Bygherrens rolle i den cirkulære økonomi har TeknologiskInstitut interviewet 62 danske bygherrer, som alle er medlemmer af Bygherreforeningen i Danmark. Dataindsamlingen er gennemført med hjælp fra Jysk Analyse A/S i februar 2018.
- Rapporten er udarbejdet under rammekontrakt 2016-2018 om Cirkulær Ressourceøkonomi for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte
Genbrug og genanvendelse af byggematerialer i den cirkulære økonomi kan lade sig gøre, uden at det behøver at være en økonomisk byrde.
Sådan lyder det fra Teknologisk Institut.
I en ny rapport, hvor 62 bygherrer er blevet interviewet fremgår det, at hver femte offentlige eller private bygherre stiller krav om brug af genbrugte/genanvendte materialer i nybyggeri.
Samtidig viser undersøgelsen, at knap en tredjedel af de bygherrer, som stiller krav om genanvendte materialer, melder, at genanvendelse ikke har været en økonomisk byrde.
– De store bygherrer er byggeriets største kunder, og deres krav og forventninger er en afgørende drivkraft for den cirkulære økonomi i byggeriet. Det viser, at udviklingen går den rigtige vej, men der er stadig store udfordringer, som skal løses, før den cirkulære økonomi for alvor vil slå igennem i byggesektoren, siger centerchef Kathrine Birkemark, Teknologisk Institut.
Reducerer byggeaffald
Cirkulær økonomi betyder, at materialer og produkter cirkulerer og udnyttes fra nedrevne bygninger til nybyggeri og restaurering.
Dels medfører det, at behovet for produktion af nye byggematerialer reduceres og samtidig reducerer det mængden af byggeaffald. Byggeriet står for 40 procent af Danmarks ressourceforbrug og 30 procent af affaldsproduktionen.
– Det handler bl.a. om at starte tidligt i processen for at kunne identificere potentialet for genanvendelse og høste de lavt hængende frugter. Ofte forsøger man at løse det hele, og tager fx fat i for mange materialefraktioner på en gang, men ofte er der en til to fraktioner, som giver særlig god mening – fx vinduer af særlig karakter, lamper, døre, tegl, ståldragere etc., siger Kathrine Birkemark.
Mangler information
Undersøgelsen konkluderer også, at bygherrerne mangler information til at træffe de mindst miljøbelastende valg. 40 procent angiver for eksempel, at de mangler overblik over økonomien. Samtidig nævner de adspurgte, at de mangler overblikket over miljømæssige aspekter af at bruge genanvendte materialer.
– Det er særlig positivt at se, at 51 procent stiller krav til dokumentation og sporbarhed i genanvendte eller genbrugte materialer. Dokumentation er alfa og omega indenfor cirkulær ressource økonomi. Vi skal ikke ukritisk genanvende byggematerialer – vi skal gøre det, hvor det giver mening såvel teknisk som miljømæssigt, siger Kathrine Birkemark.