Byggeri’20 bliver til Byggeri’22

Danske Byggecentre udskød i marts Buggeri'20. Nu er der fundet en ny dato for messen, og alle udstillere får deres standleje tilbagebetalt.
Nu er der fundet en dato for afholdelse af Byggeri 22. Pressefoto.
Nu er der fundet en dato for afholdelse af Byggeri 22. Pressefoto.

Siden Byggeri’20 i begyndelsen af marts blev udskudt, som direkte konsekvens af regeringens foranstaltninger til forebyggelse og inddæmning af udbredelsen af Corona-virus, har arrangørerne Danske Byggecentre arbejdet hårdt på at finde en mindelig løsning og en ny dato.

– Det er vigtigt for os at handle ansvarligt. Vore udstilleres og de besøgendes sikkerhed og tryghed er afgørende. Og med de usikre udsigter for mindsket smittefare, går der betydeligt længere tid, end vi først antog, før det er forsvarligt at samle så mange besøgende, som vi gør på Byggeri-messen, siger Palle Thomsen, administrerende direktør i Danske Byggecentre, der arrangerer messen.

Respekt for usikkerheden

Samtidig er erhvervslivet voldsomt ramt af den heftige økonomiske usikkerhed, der har hersket siden marts. Og sådan vil det forventeligt være i lang tid endnu.

–  Vi har dyb respekt for, at konsekvenserne af Covid-19 kan ramme bredt. For mange handler de næste mange måneder ikke om messer, men om at få deres virksomheder styret sikkert gennem krisen. Det tager vi hensyn til, siger Palle Thomsen.

Arrangørerne har derfor vedtaget, at Byggeri’20 bliver til Byggeri’22, der afholdes 1. til 4. marts 2022 i Messe C i Fredericia.

Udstillere får standleje retur

Sideløbende med at finde en ny dato, har arrangørerne bag messen været fokuserede på at afsøge alle muligheder for økonomisk at tilgodese og kompensere udstillere på Byggeri’20.

– Messeudvalget og bestyrelsen i Danske Byggecentre har besluttet at tilbagebetale de indtægter, vi har haft fra messen, hurtigst muligt. Hvilket i praksis betyder, at alle udstillere får deres standleje retur, siger Palle Thomsen.

– Vi håber, at tingene langsomt men sikkert lysner, og vi ser frem til at komme i gang med at planlægge Byggeri’22, som vi gør til en fantastisk messe for alle. Både for udstillere og besøgende.

Relateret indhold