Byggeri på universitet går 80 millioner kr. over budget

Et nybyggeri samt en ombygning på Aarhus Universitet skulle have stået færdig sidste år, men tidsplan og budget er skredet.
Illustration: Cubo Arkitekter.
Illustration: Cubo Arkitekter.

Byggeriet af Aarhus Universitets nye lokaler til Institut for Biomedicin er kørt af sporet. Budgettet og tidsplanen er allerede overskredet. Det skriver Ingeniøren.

I 2013 forventede Bygningsstyrelsen at kunne opføre en laboratoriebygning på 12.300 kvadratmeter for god en halv milliard kroner, samt renovere en anden bygning for 281 millioner kroner. Det samlede projekt ser dog nu ud til at gå 80 millioner kroner over budget.

Det oplyser universitetsdirektør Arnold Boon fra Aarhus Universitet. Bygningsstyrelsen står for opførelsen og renoveringen, men universiteter er lejer på byggeriet

– Der er tre hovedårsager: Vejrlig, at der skulle findes en ny funderingsmetode, og at man var nødt til at opsige kontrakten med en entreprenør, der ikke overholdt tidsplanen, forklarer universitetsdirektøren til Ingeniøren.

Byggeriet blev allerede ramt af forsinkelser, da man var i gang med at etablere byggegruben.

– Byggeriet ligger meget tæt på Steno-museet, og man var simpelthen bange for at spunsningsarbejderne ville slå revner i museets fundament, fortæller Arnold Boon til Ingeniøren.

Ophævet kontrakt

I 2016 ramte nye problemer. Massiv regn om sommeren var ikke noget for kælderen i to etager. Bygningen var nemlig ikke lukket endnu, og den store mængde vand resulterede i en oversvømmet kælder.

Da kælderen endelig var tømt og tørret, og råhuset stod færdigt, rykkede nye håndværkere ind. Ifølge Bygningsstyrelsens anlægsstatus for andet halvår 2017, har problemer med en af entreprenørerne skabt forsinkelser.

“På grund af problemer med en entreprenør, der ikke leverede som aftalt, har Bygningsstyrelsen ophævet kontrakten med denne”, står der i dokumentet.

Nybyggeriet skulle have været taget i brug, men nu forventes det, at forskere og studerende først kan rykke ind i løbet af sommer 2018.

Relateret indhold