Svindel med skat og moms kommer til at koste direktøren bag byggefirmaet Our House ApS to års ubetinget fængsel, efter han er blevet dømt i byretten i Herfølge. Det skriver Fagbladet 3F.
Our House har tidligere været centrum i en af danmarkshistoriens største sager om løndumping. I 2014 blev parret bag selskabet dømt til at efterbetale 19 millioner kroner i løn, som deres 65 polske ansatte havde til gode.
I samme ombæring meldte 3F firmaet for skattesnyd, da de havde mistanke om, at den lønudbetaling, der havde fundet sted, havde været sort. SKAT forfulgte sagen, og det er altså den, der er blevet lukket i dag med en bøde på 10 millioner til parret og to års fængsel til direktøren.
Kvinden bag selskabet har indrømmet, at hun aktivt var med til at køre selskabet. Hun står til at skulle betale 2,94 millioner kroner. Manden og direktøren skal to år i fængsel og betale 7,43 millioner kroner, skriver Fagbladet 3F.