Der er behov for et boost af det internationale samarbejde BuildingSmart, som involverer 35 lande i indsatsen for at bruge åbne digitale standarder i byggeriet. Molio har som dansk tovholder i samarbejdet givet håndslag på, at det danske engagement i BuildingSmart skal op i fart. Ny handlingsplan og nye aktiviteter er i støbeskeen.
Del den dybe tallerken
Der er bred anerkendelse af, at byggeriets digitalisering skal foregå på tværs af hele byggeriets værdikæde. Lidt mindre opmærksomhed er der på nødvendigheden af, at byggeriets digitalisering i høj grad er et internationalt spil, hvor videndeling og erfaringer må ske på tværs af nationale grænser.
– Det er meget vigtigt, at vi ikke går med skyklapper på hjemme i Danmark og laver vores helt egen digitale transformation. Digitalisering er top-issue i alle lande, og derfor skal vi ikke hver især opfinde den dybe tallerken, siger administrerende direktør i Molio Christina Hvid og fortsætter:
– Vi skal selvfølgelig være rationelle og bygge på den udvikling og de erfaringer, som man gør sig i andre dele af Europa og verden. Og i Molio vil vi gerne give virksomhederne i byggeriet viden og indsigt om BIM og Build 4.0. Samtidig kan vi øge produktiviteten ved at digitaliseringen gøres nemmere, når forskellige programmer kan tale sammen. Det hjælper BuildingSmart med.
BuildingSmart Boost
Interessen for at styrke byggebranchens digitale udvikling gennem dialog og deling af viden, best practices og erfaringer er stor, og Molio vil i de kommende år gå i spidsen for et langt større dansk engagement i BuildingSmart.
– Jeg vil derfor få kalendersat en række møder, som skal afdække status og handlemuligheder. Derudover er vi nu i fuld gang med de første initiativer og afholder BuildingSmart Boost i henholdsvis Middelfart og København i denne uge. Her vil vi præsenterer den nyeste viden og erfaringer med eksempelvis OpenBIM og igangværende BuildingSmart-projekter, fortæller Christina Hvid og lover, at blikket også vil blive løftet til inspirerende bud på de fremtidsscenarier, der skal drive byggeriets produktivitet og værdiskabelse i de kommende år.