Boligbyggeri i gang i Nærheden

Fredag blev spaderne for første gang sat i jorden for at markere starten på 48 rækkehuse i Solrækkerne, der bliver de første boliger i bydelen, som fremover skal rumme 3.000 boliger.
Sådan præsenteres Solrækkerne. Visualisering: MT Højgaard.
Sådan præsenteres Solrækkerne. Visualisering: MT Højgaard.

Det første boligbyggeri i den nye bydel Nærheden i Hedehusene bliver nu en realitet. Fredag kunne byudviklingsselskabet NærHeden og MT Højgaard afholde første spadestik på de første 25 af 48 rækkehuse i Solrækkerne. Det bliver en videreføring af de erfaringer, Scandi Byg og MT Højgaard har gjort sig på andre projekter.

Nærheden er fremtidens forstad, som vil rumme 3.000 boliger, en moderne skole, institutioner, kultur- og idrætstilbud og dagligvareforsyning.

Vi har kunnet videreføre mange af de kompetencer og den erfaring, vi har tilegnet os ved opførelsen af Kilehusene.

Divisionsdirektør Christina Jørgensen MT Højgaard

Første etape af byggeriet består af 25 rækkehuse. De opføres i samarbejde med Scandi Byg, der er ekspert i bæredygtige byggeprocesser, drift og produktion af byggemoduler. De energivenlige boligmoduler, der skal samles til 10 boliger i ét plan og 15 i to plan, bygges i Scandi Bygs produktionshaller i Løgstør. Her monteres så meget som muligt på rette plads fra køkkener og bad over gulve, vinduer og døre til strøm og vand.

– Det giver et meget ensartet kvalitetsbyggeri præget af effektive arbejdsgange uden energi- og materialespild. Vi ser frem til at bruge vores kræfter på ejerboligmarkedet igen, efter at vi i en periode efter krisen har haft fokus andetsteds. Vi fornemmer, at developerne har fået mod på den slags nøglefærdige boligprojekter igen, siger Jesper Hoffmann, salgsdirektør i Scandi Byg.

Rammerne for et fremtidigt liv

Boligerne er udviklet i et samarbejde mellem Scandi Byg og MT Højgaard, som tidligere har opført Kilehusene i Roskilde. Samtidig har der været et godt match af kompetencer med byudviklingsselskabet NærHeden.

– NærHeden har været en professionel partner at arbejde sammen med, og vi har som udviklere og entreprenører set store muligheder og kvaliteter i det forarbejde, der er gjort i området, nærheden og fællesskabet for området. Vi har kunnet videreføre mange af de kompetencer og den erfaring, vi har tilegnet os ved opførelsen af Kilehusene. Vi ser frem til at være en del af et område i udvikling, hvor rammerne for et fremtidigt liv i den nye bydel er skabt, siger Christina Jørgensen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

De første boliger forventes klar til indflytning i foråret 2018.

Første spadesik fredag. Fra venstre Christina Jørgensen, divisionsdirektør i MT Højgaard, Thomas Raunsbæk, adm. direktør i Scandi Byg, Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune og Ole Møller, projektdirektør i NærHeden. Foto: MT Højgaard.
Første spadesik fredag. Fra venstre Christina Jørgensen, divisionsdirektør i MT Højgaard, Thomas Raunsbæk, adm. direktør i Scandi Byg, Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune og Ole Møller, projektdirektør i NærHeden. Foto: MT Højgaard.

Relateret indhold