Frem til september 2026 vil hovedentreprenøren Gunnar Nielsen A/S fra Aars arbejde på at omlægge og åbne den sidste etape af Østerå i Aalborg. Østerå vil fremover løbe i et mere naturligt forløb hvormed risikoen for oversvømmelser minimeres. Det er de aarhusianske landskabsarkitekter fra SLA, der har designet projektet for bygherren Aalborg Kommune.
Østerå er et ambitiøst 2 km langt klimatilpasningsprojekt, der genforbinder Aalborg med den omgivende natur gennem specialdesignede biotoper over og under havoverfladen og social infrastruktur. Desuden tilføjes tre nye offentlige parker til byens bystruktur.
En stor del af Østerå er allerede åbnet – senest i Karolinelund. Denne gang er det strækningen fra erhvervsområdet Gabriel syd for Østre Allé til Sønderbro/Jyllandsgade, der skal åbnes op og gøres mere attraktivt.
Arbejdet med Åparken blev sat i gang i juni, mens området ved Gabriel forventes gennemført i 2025 til 2026. Begge dele er yderst relevant.
Åparken fremstår i dag som et nedlagt baneareal med spredt bevoksning og en grussti i udkanten af området. Når projektet er tilendebragt, vil Østerå igen være en åben å, der flyder gennem byen og understøtter de tre formål, der er for projektet: Byudvikling, klima og miljø
En ny og rekreativ forbindelse
Åbningen af Østerå i sit eget forløb bidrager til at give Aalborg en ny og rekreativ forbindelse. Samtidig skaber åbningen af åen en større kapacitet for afledning af regnvand i hele Østerås opland. Dermed vil Aalborg stå mere robust overfor fremtidige ekstreme nedbørshændelser, som der forventes stadig flere af i takt med klimaændringerne.
Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i By og Land, der står for projektet, siger:
– Der er store klima- og miljømæssige fordele ved at gennemføre en adskillelse af Østerå og de to landgrøfter. Vandkvaliteten vil være i top i hele Østerå, når de sidste områder er kloaksepareret, og åen vil blive stabil med et godt fald på over 2 meter fra Gabriel til Limfjorden.
Han tilføjer:
– Ændringen vil give forbedrede levebetingelser og passagemulighed for forskellige arter af fisk og andre dyr, men Åparken får samtidig endnu mere at byde på til gavn for os alle, ligesom i Karolinelund, hvor mange borgere nyder de nye rammer med det blotlagte å-løb.