Hos boligforeningen Olufsgaard II, afd. A i Kastrup skal ejendommens udearealer genskabes efter en større altanudskiftning. Men i stedet for blot at genetablere de store græsarealer bruges pengene på et klimatilpasningsprojekt, hvor Tårnby Forsyning tilbagebetaler 40 % af tilslutningsbidraget for, at beboerne selv håndterer deres tag- og overfladevand via lokal nedsivning.
Som I flere andre kommuner kan grundejere i et fælleskloakeret område i Tårnby Kommune frakoble sig afledning af regnvand og få tilbagebetalt 40 % af tilslutningsbidraget. I 2022 udgør beløbet kr. 26.797,35 pr. boligenhed.
Den oprindelige opgave lød på udskiftning af 300 altaner og genetablering af boligforeningens græsplæner, men fremadrettet ledes ejendommens regnvand nu fra tagnedløb, fortov og P-pladser ud i åbne render af chaussesten eller underjordiske rør og videre ud i regnvandsbassiner og regnbede, der etableres med natureng, græsser eller stauder. Vandet forsvinder gennem fordampning og ved nedsivning i jorden.
Anlægsgartner og klimaentreprenør OKNygaard har vundet opgaven og ser store muligheder i et stærkt samarbejde med forsyningsselskab, Olufsgaards beboere og rådgiver Gaihede Ingeniører & Arkitekter.
– Rigtig mange forsyningsselskaber er interesserede i, at grundejerne selv håndterer deres regnvand og dermed aflaster kloaksystemet. Det har vi længe arbejdet ind i, men vi er særligt glade for, at vi som entreprenører bliver inviteret ind i projektfasen, så vi kan arbejde åbent og tværfagligt med samskabelsen af et unikt klimatilpasningsprojekt, udtaler Kristoffer Sindby, der er udviklingschef hos OKNygaard.
Regnvandskonsulent så nye muligheder
Projektet hos Olufsgaard landede ikke hos OKNygaard på traditionel vis. En af virksomhedens beregnere, som også er uddannet regnvandskonsulent, spottede nemlig væsentlige muligheder for optimering af det udbudte projekt.
Efter spørgsmål og sparring med Gaihede så et revideret projekt dagens lys.
– Som landsdækkende klimaentreprenør med både regnvandskonsulenter og klimagartnere ansat har vi stor indsigt i, hvordan vi bedst håndterer vand og anlægger ekstensive LAR-anlæg, som også kommer naturen og mennesker til gode. I stedet for udelukkende at byde på det fremlagte projekt, tilbød vi derfor en ny alternativ løsning, hvor der skulle bruges færre materialer til at løse samme opgave – bare over jorden i stedet for under, udtaler Kristoffer Sindby.
Han uddyber:
– Vi placerer en masse ting i jorden for at håndtere vand – kloakrør, brønde og faskiner, men vi kan sagtens bygge landskaber på nye måder, som håndterer regnvandet oppe på terræn. Det giver mere spændende og kuperede landskaber, og adgangen til vand skaber tilmed levebetingelser for ny biodiversitet.
Beboerne får ejerskab over udeområdet
Beboerinvolvering tidligt i processen er afgørende for forståelsen af projektet, og for at beboerne tager det ejerskab, der skal til for, at projektet bliver en succes. I projektet på Olufsgaard II, afd. A skaber samarbejdet mellem kommune, forsyning, beboere, klimaentreprenøren og driften i afdelingen et stort engagement hos beboerne.
– Beboerne er med til at påvirke projektets udformning via beboermøder og gårdudvalg, og de får en bredere forståelse for hvordan, lokal afledning af regnvand fungerer. Det kommer i sidste ende til at betyde, at beboerne får udeområder, som de bliver gladere for og i højere grad bidrager til at passe på, udtaler Karina Finch Schandorf Petersen, projektleder hos Gaihede.
Læs også: Stor tilslutning til LAR-løsning
Formand for boligforeningen Olufsgaard II, afd. A, Brian Andersen, tilføjer:
– Samarbejdet med Tårnby Forsyning har åbnet op for en hidtil ukendt mulighed, som gør, at vi kan slå flere fluer med ét smæk: Vi får flottere uderum til glæde for beboerne, mens den biodiverse beplantning, regnbede og små regnvandsbassiner sikrer en løsning, der også er til gavn for klimaet og naturen.