Bach Gruppens skandalesag – i grove træk

Torsdag aften bliver årtiets største byggeskandale, Njals Tårnet, vendt og drejet i OperationX. Vi har set tilbage på sagen, som startede i 2020.
Bryggens Bastion og Njals Tårnet. PR-foto.
Bryggens Bastion og Njals Tårnet. PR-foto.

En død direktør, en mystisk milliardær, det skæve tårn på Islands Brygge og meget, meget mere.

Var sagen om Bryggens Bastion ikke veldokumenteret virkelighed, ville man have mistænkt en krimiforfatter for at have skruet et lidt for tju-bang-agtigt plot sammen.

Men historien er langt fra slut endnu. Torsdag aften vil man kunne se, hvad TV2 har fundet ud af om byggeskandalen, når OperationX går på skærmen i bedste sendetid.

TV-programmet forsøger at dokumentere, at førstemanden i Bach Gruppen – Finn Bach – der er bestyrelsesformand og absolut største aktionær, er bekendt med svindlen. Kilder pointerer i programmet, at han ligefrem skulle have dikteret, at der skulle iblandes svag beton i bundpladen under Njals Tårn.

Et udsagn som Bach Gruppen har svaret igen på ved at anmelde en central kilde i programmet for injurier. Her ridser vi sagens kronlogi op, for dem, som skulle ønske at være klædt godt på til føljetonen.

10. august 2020

Byggeskandalen bryder ud. Flere medier kan berette om, at Københavns Kommune har politianmeldt Bach Gruppen på baggrund af manglende prøvesvar fra netop Njals Tårn.

Bach Gruppen har valgt at bruge en anden type beton, end den deres rådgiver Norconsult havde anbefalet til bundpladen i højhuset Njals Tårnet på Bryggens Bastion i København. Dette forsvares dog af direktør Lene Christensen.

23. august 2020

BG Beton bliver involveret. Bach Gruppen mener at have fundet årsagen til, at der er en anden beton i bundpladen under Njals Tårnet. Det skyldes ifølge moderselskabet datterselskabet BG Beton, som har leveret betonen.

På dette tidspunkt er det også komme frem, at Københavns Kommunes mistanke til Bah Gruppen er blevet vakt af en whistleblower, som er gået til de øverste politikere i kommunen med kompromitterende materiale.

Bach Gruppen iværksætter samme dag en stor intern undersøgelse.

9. september 2020

Det afsløres, at politiet har ransaget flere af Bach Gruppen og BG Betons adresser.

Det er stadig ikke klart, hvad politiet har fundet ud af på den baggrund, for efterforskingen pågår stadigvæk.

19. september

Københavns Kommune standser byggeriet af Njals Tårnet. På nuværende tidpunkt er det kommet frem, at trykstyrken i bundpladen er langt under det påkrævede.

Desuden har Teknologisk Institut påvist, at der også er hældt byggeaffald i betonblandingen, hvilket er dybt problematisk i det element, som skal holde hele bygningens vægt.

30. september 2020

Fokus er nu rettet mod datterselskabet BG Beton. Allerede i 2015 var der problemer med det betonværk i Nordhavn, hvorfra en stor del af betonen til Njals Tårnet kom fra.

Det værk lukker Bach Gruppen endegyldigt 5. oktober. Og 30. oktober skyder de en stor del af skylden for roderiet i BG Beton på den tidligere direktør Henrik Steffensen, som omkom i en trafikulykke i foråret 2019.

Til gengæld har Bach Gruppen hele tiden hævdet, at Finn Bach, der gennem mange år har været bestyrelsesformand i BG Beton, intet har vidst om svindlen, der har pågået i selskabet.

15. november 2020

Da først Bach Gruppen har hængt skylden for den tryksvage beton som en møllesten om halsen på deres afdøde direktør, vælter det ellers ud med historier fra byggerier over hele landet.

Ikke mindst fra hjemkommunen VIborg, hvor man gennem flere år har startet byggeriet uden byggetilladelse og overleveret dem til slutbrugeren uden ibrugtagningstilladelse.

I den forbindelse kaldte direktør i Bach Gruppen Lene Christensen det for “kutyme”, at byggerier i Viborg gerne kunne tages i brug uden at tilladelserne var på plads.

11. december 2020

Her kan man rapportere om, at flere af Bach Gruppens byggerier er opført med underlødig beton. Og kun få dage senere fremgår det, at samme underlødige beton ikke bare er i bundpladen på Njals Tårnet, men også i søjlerne.

“Betonens styrker er chokerende. Jeg har aldrig hørt om noget lignende”, udtaler Bjarne Christian Jensen i den forbindelse til TV2. Han er professor emeritus på Syddansk Universitet med speciale i betonkonstruktioner.

Frem til april 2021

Der har gennem længere tid været stille om projektet. Bach Gruppen har kigget efter løsninger på såvel bundpladens underlødighed som søjlernes.

Man har foretaget masser af prøver af betonen på krav fra kommunen og Bach Gruppen har desuden lanceret sin egen hjemmeside, højhussagen.dk, hvor interesserede kan følge med i skandalen med Bach Gruppen som fortæller.

Relateret indhold