Attraktiv slagterigrund: Boligselskab vil opføre 100 almene boliger i Struer

Endnu et boligselskab viser interesse for udviklingsområdet Stævnen i Struer, hvor en gammel slagteribygning vil kunne rumme et nyt, blandet boligområde. 100 almene boliger kan være på vej.
Luftfoto af et havneområde hvor der er forgrunden ses en stor mørkegrå bygning
Slagterigrunden på havnen i Struer er på tre hektar. Her vil være plads til flere boligprojekter. To har allerede vist interesse. Foto: Stævnen

I december 2024 meldte et partnerskab bestående af ejerkredsen bag det tidligere slagteri på havnen i Struer, DD Ejendomme, og ejendomsudviklingsselskabet Projektus, at de vil udvikle den tidligere slagterigrund til et spændende boligområde med blandede boformer.

Det fik blandt andre Andelsboligfællesskabet Ankerpladsen på banen. Foreningen arbejder på at skabe et nyt boligfællesskab med 35-40 andelsboliger, fælles atriumgård og fælleshus i den nye bydel Stævnen, der etableres på havnen.

Læs også

Deler ud af erfaringer fra byudvikling: Inddrag forsyningen først

– Vi drømmer om at skabe et dejligt bofællesskab for seniorer på 50+ år. Forhåbentlig falder det hele på plads, så boligerne kan være klar til, at de første kan flytte ind i 2028, har formand for andelsboligforeningen, Sven Lauge Pedersen, tidligere udtalt.

25 knopskydninger

Slagteriet er en markant bygning, som har været en del af Struers bybillede i mange år. Gennem årene er bygningerne knopskudt hele 25 etaper. Borgmester Marianne Bredal har store forventninger til planerne for slagterigrunden:

Luftfoto af havnen i Struer med en 'stævn' tegnet ind over området med orange
Den nye bydel Stævnen, der rummer flere byggefelter, skal binde havnen og byen sammen. Navnet Stævnen er inspireret af områdets fysiske form, der strækker sig ud i Limfjorden som stævnen på et skib. Forrest i midten ses den nu lukkede slagteri. Foto: Struer Kommune

– Vi får fjernet det gamle udtjente slagteri, og fra kommunens side er vi mere end klar til at indgå i samarbejdet om at få udviklet netop arealet på slagterigrunden. Det er hele byrådets store ønske, at Stævnen skal være en bydel med blandede boligformer, så det netop bliver et område for mange forskellige mennesker.

100 almene boliger

Slagterigrunden er på tre hektar, hvilket svarer til fire fodboldbaner. Det giver god plads til flere byggeprojekter, og det har det almene boligselskab Nordvestbo nu fået øjnene op for.

Boligselskabet, der allerede administrerer 3.300 lejeboliger i og omkring Struer og Holstebro, har nu også vist interesse for at bygge nyt i det kommende, blandede boligområde på slagterigrunden, hvor der forventeligt vil komme både andels-, ejer-, leje- og flexboliger.

Læs også

Fra industrihavn til byområde: Udbud omfatter nu også flexboliger

Boligselskabet har således fremsendt ansøgning til kommunen om at opføre op til 100 almene boliger på slagterigrunden.

De mange boliger forventes opført som en blanding af etageboliger og rækkehuse i forskellige størrelser. I gennemsnit vil de være på max 90 kvm, viser ansøgningen. Der vil komme en overvægt af 3 rums boliger, da det er her, boligselskabet oplever den største efterspørgsel.

Nedtager slagteriet del for del

I den kommende tid videreudvikles projekterne for området. De nye byggerier kræver også en ny lokalplan. Denne forventes at komme på plads i løbet af 2025.

Illustration af en havn med en plads med buske. En mand og en pige sidder på kajkanten
Stuers gamle industrihavn skal udvikles til et nyt boligområde, hvor nyt og gammelt blandes til et unikt bykvarter med både boliger, kultur og erhverv. Visualisering: Grandville

Når plangrundlaget er klar, kan partnerskabet gå i gang med at rydde grunden og derefter tage første spadestik til de nye boliger.

Indehaver af Projektus, Ulrik Stengaard, siger:

Læs også

70.000 m2 slagteri sælges i Ringsted – forventer international interesse

– Vi er meget bevidste om, at slagteriet har været en del af Struer i rigtig mange år og betyder noget særligt for mange i byen. Når vi tager de gamle bygninger ned, gør vi det del for del. Vi vil nemlig gerne genbruge så meget som overhovedet muligt til det nye byggeri. På den måde kan vi give nogle af de gamle materialer nyt liv – og samtidig er det en bæredygtig måde at bygge på.

Relateret indhold