På en parkeringsplads ved Femern Bælt-tunnelens byggeplads ved Rødbyhavn på Lolland er man netop i gang med at afprøve en ny teknologi i praksis, som kan være med til at gøre det ellers så sorte asfalt til en grønnere belægning.
Virksomheden Visibuilt har nemlig fundet en erstatning til det CO2-tunge bindemiddel kaldet bitumen, som i dag er en uundværlig del af asfaltproduktionen. I stedet for at benytte bitumen, der er et produkt af olie, har virksomheden udviklet et alternativ, der anvender svampe, og som fungerer som et fossilfrit bindemiddel.
Bindemidlet kaldet VisiBit har netop vundet prisen ’Young Ideas’ ved Danish Design Award.
Byggebranchen snupper flere af årets designpriser
VisiBit fungerer ved at udnytte mycelium – det underjordiske rodlignende netværk af svampe – til at binde stenene i asfalten sammen.
Foruden at være et naturligt bindemiddel bestående af 100 % biobasserede ingredienser er det også muligt at producere asfalten uden den intensive opvarmning. Og det er især i denne del af processen, man kan reducere klimaaftrykket.
Udviklingen inden for cirkulært byggeri går alt for langsomt
Bitumen, der anvendes i asfaltproduktion, kræver nemlig høje temperaturer på op til 200 grader, hvilket markant øger CO2-udledningen.
Selvom udviklingen af den nye type asfalt stadig befinder sig på et tidligt stadie, er Visibuilt ikke bleg for at kalde forsøget ved Femern-byggeriet en succes:
– Vores løsning er verdens første fermenterede bindemiddel til asfaltindustrien, og det er helt unikt, da vi ved at undgå opvarmning, sænker energiforbruget under produktionen drastisk. Forsøget er gået over al forventning, og vi har nu vist, at vi kan konstruere en asfaltbelægning fremstillet med VisiBit ved brug af industriens egne maskiner, siger CEO Line Kloster Pedersen.
Forsøgene ved Femern-byggeriet er blandt de første eksperimenter, virksomheden har planlagt for at teste holdbarheden af den nye type asfalt, som er afgørende for at reducere vejens CO2-aftryk.
Virksomheden forventer at kunne anvende VisiBit til cykelstier i 2026.