Den nye Arena Hillerød er ikke kommet til verden uden smerte.
Ikke når man ser på de udfordringer, som projektet er stødt på undervejs. Eksempelvis er det samlede projekt blevet flere millioner kroner dyrere grundet uforudsete grundvands-prøvelser. Ved udgravningen oplevede man pludselig, at vandet fossede ind i byggeriet. Derfor er afleveringsdatoen på de 3000 siddepladser og 2632 kvadratmeter gulvareal blevet forsinket fra foråret 2019 til december. Men den tidsplan ser dog ud til at holde. For nylig fejrede bygherren, FrederiksborgCentret, rejsegilde. Man kunne nu se, hvor VIP-loungen på 300 kvadratmeter og foyeren på 700 kvadratmeter skal indrettes. Det samme med et sportsvandrehjem med ti værelser, som giver mulighed for eksempelvis træningssamlinger.
Bygge-bygge sammen
I forvejen er der to sports- og mødehaller, bordtennishal, kampsportshaller, fysioterapi og træningscenter, svømmehal, badmintonhal og tennishal ved FrederikborgCentret. De bliver bygget sammen med den nye hal.
Desuden er der på matriklens 80.000 kvadratmeter areal udendørs fodbold, petanque, tennis, bueskydning, beachvolley og streetbasket. Det vil således også være muligt at kombinere et arrangement i Arena Hillerød med idrætsudøvelse.
FrederiksborgCentret er et sportsligt og kulturelt omdrejningspunkt, som årligt besøges af omkring 1,1 million gæster fra Hillerød, Nordsjælland og det nordlige København til idræt, musik, teater, konferencer, udstillinger og erhvervsarrangementer med mere.