Amerikanere skal lære af Carlsberg Byen

En amerikansk delegation fra Saint Paul i Minnesota besøgte mandag Carlsberg Byen for at hente inspiration fra Københavns nye bydel til udviklingen af en 50 hektar tidligere Ford-fabriksgrund i Minnesota.
Bæredygtighed var blandt punkterne på dagsordenen, og her forklarer adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus blandt andet om bydelens nye fjernkølingsanlæg.
Bæredygtighed var blandt punkterne på dagsordenen, og her forklarer adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus blandt andet om bydelens nye fjernkølingsanlæg.

På Fords gamle fabriksgrund i Saint Paul, Minnesota i USA skal der snart vokse en helt ny bydel op – en levende, mangfoldig bydel med bolig, kontorer og butikker, der tager fremtidens miljørigtige teknologier i brug, og hvor cykler og fodgængere har god plads og infrastrukturen generelt har optimale rammer.

Det er visioner for byudvikling, som i høj grad også kendetegner Københavns nye bydel Carlsberg Byen. Og det er også en af grundene til, at en delegation af 20 byudviklere fra staten Minnesota lagde vejen forbi Carlsberg Byen mandag den 16. marts.

De erfaringer, som Carlsberg Byen har gjort sig de seneste fem-seks år, kan være meget værdifulde for vores udviklingsprojekt på den tidligere Ford-fabriksgrund.

Chris Coleman Borgmester i Saint Paul

Flere paraleller

Udviklingen af den 50 hektar tidligere fabriksgrund “Ford Site” er stadig på tegnebrættet, og derfor er delegationen rejst til København for at lære mere om, hvordan man skaber en ny bydel, der prioriterer bæredygtige løsninger og både integrerer erhverv og boliger i området.

– Man kan trække en del paralleller mellem de to projekter – begge ønsker at skabe en levende bydel på en historisk industrigrund med bæredygtighed for øje. Carlsberg Byen er nogle år længere i udviklingen, og derfor kan delegationen forhåbentlig trække på nogle af vores erfaringer. Desuden er vi meget stolte over, at vores tanker og visioner er nået hele vejen til USA, og det vækker selvfølgelig vores nysgerrighed at høre deres perspektiver på vores projekt, siger adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus.

Værdifulde erfaringer

Og den amerikanske delegation har også set frem til besøget i Carlsberg Byen, hvor de blandt andet vil hente inspiration til, hvordan man tilgodeser de bløde trafikanter i bybilledet:

– De erfaringer, som Carlsberg Byen har gjort sig de seneste fem-seks år, kan være meget værdifulde for vores udviklingsprojekt på den tidligere Ford-fabriksgrund i Saint Paul. Et af de unikke aspekter ved udviklingen af Carlsberg Byen er blandt andet det arbejde, der er lagt i at skabe en bydel, der også tilgodeser fodgængere og cyklister, siger borgmester i Saint Paul, Chris Coleman.

Borgmester i Saint Paul, Chris Coleman bliver interviewet om besøget i Carlsberg Byen.
Borgmester i Saint Paul, Chris Coleman bliver interviewet om besøget i Carlsberg Byen.
Adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus fortæller delegationen om planerne for bydelen.
Adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus fortæller delegationen om planerne for bydelen.

Relateret indhold