Torsdag eftermiddag kunne forbipasserende opleve et ubehageligt syn på et plejehjemsbyggeri i Aalborg Øst.
Her styrtede to altandæk nemlig pludselig ned mod jorden, hvor de nu ligger i en dynge af knuste byggematerialer og isolering. Hvad, der fik uheldet til at ske, vides endnu ikke. Det skriver Nordjyske. Heldigvis var der ingen håndværkere i nærheden, da altanerne kollapsede og derfor ingen tilskadekommende. Det fortæller afdelingsleder Kristoffer Styrup fra A. Enggaard, der er entreprenøren bag byggeriet til Nordjyske:
“Vi kan konstatere, at de er faldet ned, og der var også nogen, der så det ske, men det hjalp ikke rigtig på opklaringen. Nu skal vores rådgivere undersøge, hvad der er sket.”
Plejehjemmet er en del af Danske Diakonhjem, der driver en række friplejehjem i Danmark. Det åbner efter planen i efteråret 2020.